23948sdkhjf

Psykiatriens Hus i Aarhus tager form

Ledelsen er i gang med at ansætte det personale, der skal sikre hurtigere og mere helhedsorienteret hjælp til særligt skrøbelige borgere og deres pårørende.

Næste år åbner Aarhus Kommune og Region Midtjylland sammen Psykiatriens Hus i Aarhus i MarselisborgCentret. Huset får 16 overnatningspladser og samler frivillige, kommunale og regionale tilbud, så psykisk sårbare borgere får lettere adgang til den hjælp, de har brug for. Og nu er ledelsen i gang med at ansætte bl.a. socialrådgivere, socialpædagoger, ergoterapeuter, fysioterapeuter, peer-medarbejdere og sygeplejersker til det nye tilbud.

- At vi er samlet i et hus og arbejder tæt sammen skal borgerne drage størst mulig nytte af, for eksempel gennem enklere og hurtigere adgang til behandling og støtte, siger regional leder Tanja Prlac Jessen, der er tidligere konstitueret afdelingssygeplejerske i Akutteam for Depression og Angst, AUH Psykiatri.

- Psykisk sårbare har ofte komplekse udfordringer, der rækker ind i forskellige afdelinger i kommune og region. De har brug for støtte til at få kontakt, finde rundt i systemerne, få koordineret indsatserne og til at inddrage pårørende og netværk i samarbejdet, siger kommunal leder Dorthe Mikkelsen, der er tidligere afdelingsleder i Center for Myndighed i Socialpsykiatri og Udsatte Voksne, Aarhus Kommune.  

Fakta

Psykiatriens Hus skal fremme samarbejdet mellem den sociale- og behandlingsmæssige indsats.

Psykiatriens Hus i Aarhus får 16 overnatningspladser og skal huse ambulant udgående teams, Socialvagten, Recoveryskolen med peer-uddannelse, samarbejdsprojektet med almenpraksis; Collaborative Care, rådgivning og vejledning i dagtimerne og frivillige og brugerstyrede aktiviteter.

Psykiatriens Hus er i gang med at ansætte uddannede pædagoger, socialrådgivere, fysioterapeuter, ergoterapeuter og sygeplejersker til udgående intensiv psykiatrisk behandling i eget hjem.

Psykiatriens Hus skal sikre en bedre sammenhæng mellem regionale og kommunale psykiatritilbud og udvikle nye tilbud på tværs af de to sektorer.

Rammerne er på plads

Økonomien til driften er sikret ved årets budgetforlig i henholdsvis region og kommune.

På Sindets Dag, 10. oktober, underskriver regionsrådsformand Anders Kühnau og rådmand Kristian Würtz formelt samarbejdsaftalen for Psykiatriens Hus, der er godkendt af både byråd og regionsråd.

- Borgerne er rigtigt glade for den sammenhængende hjælp de får i Psykiatriens Hus. Det viser vores gode erfaringer fra Silkeborg, hvor vi åbnede et lignende tilbud i 2012, siger Regionsrådsformand Anders Kühnau.

- Vi har manglet tilbud og løsninger for nogle af de særligt sårbare borgere her i Aarhus. Psykiatriens Hus giver os mulighed for at tilbyde en bedre hjælp og støtte til de borgere, i et tæt samarbejde mellem regionen og kommunen, siger Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse Kristian Würtz.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.068