23948sdkhjf

Ny metode sparer Gentofte Hospital for millioner

Hvad gør man, når 4.000 kvadratmeter glasfacade slår revner?

Gentofte Hospital havde i månedsvis måttet spærre alle facader af, fordi man var bange for, at patienter, besøgende eller personale skulle få splintret glas ned over sig.

I løbet af otte år var i alt ti glasplader gået i stykker og faldet ned på betonen. Og denne type brudskade kunne tilsyneladende ske overalt på den 4.000 kvadratmeter store glasfacade.

Det stod klart, at man enten måtte udskifte glas eller ophæng – eller begge dele.

- Vi undersøgte, hvad der fik glasset til at splintre, og det viste sig, at de simpelthen var fastgjort forkert, fortæller projektleder Søren Peter Kristensen fra Rambøll Facadeteknik i en pressemeddelelse.

Følsomt overfor temperaturudsving Normalt opsætter man glas, så det hænger i to punkter. Men her havde man hængt dem op med flere end to – og ovenikøbet med selvskærende skruer.

Det gjorde ophænget meget følsomt over for temperaturudsving, for de forskellige materialer – glas, beton og aluminium - varmes op i forskellige tempi.

Der var således ikke noget galt med glasset. Kun med ophænget. Så hvis man kunne skifte det, var problemet løst. Men det ville være dyrt og meget tidskrævende med den traditionelle løsning; at tage alle plader ned og sætte dem op igen.

12.076 fastgørelser udskiftet – uden skader I stedet opfandt Søren Peter Kristensen en ny type overfræser med fræsejern, sugekop og andet specialudviklet værktøj, der kunne fjerne de gamle typer af skruer og få nye ind, mens glasset stadig sad på.

De nye skruer skulle enten være en del af ophænget eller blot fungere som aflastning, når det blæste kraftigt.

- Og det lykkedes at skifte samtlige 12.076 fastgørelser uden, at ét eneste glas gik i stykker, siger Søren Peter Kristensen.

Han stod selv for pilotprojektet, hvorefter de mange udskiftninger blev udført af Moestrup Alufacader.

- Det har blandt andet sparet os for en hel arbejdsgang med stillads med nedtagning og opsætning. Jeg vil tro, at den samlede besparelse ligger på mindst 2,2-2,6 millioner kroner, siger Niels Moestrup fra Moestrup Alufacader.

Søren Peter Kristensen mener, at der er stort potentiale i denne nye type udskiftning.

- Gentofte Hospital er langt fra det eneste sted i landet, som har denne type glasfacader, og det er sandsynligt, at der er lavet samme fejl andre stede, vurderer han.

rg

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109