23948sdkhjf

Nu lyder startskuddet for uddannelse i borgernær sygepleje

Den nye specialuddannelse er målrettet både kommunalt ansatte sygeplejersker i blandt andet hjemmeplejen og sygeplejersker ansat i almen praksis og på hospitaler.

Til december slår Københavns Professionshøjskole og landets øvrige professionshøjskoler dørene op for første hold studerende på en splinterny uddannelse i borgernær sygepleje, der er målrettet erfarne sygeplejersker.

- Uddannelsen understøtter sygeplejerskernes nye opgaver i det borgernære sundhedsvæsen. Målet er jo at skabe gode sammenhængende patientforløb, og dér har de kommunale sygeplejersker en vigtig rolle med at lede og koordinere opgaverne om den enkelte patient,  forklarer chefkonsulent Liselotte Braarup Larsen fra Københavns Professionshøjskole, der står for uddannelsen, som er udviklet i samarbejde med KL, Dansk Sygeplejeråd, kommuner, regioner og Sundhedsstyrelsen.

Fakta

På den nye specialuddannelse i borgernær sygepleje er der fokus på syge ældre borgere, borgere og pårørende i lange sygdomsforløb samt borgere med psykisk sygdom og/eller misbrug.

Uddannelsen er målrettet kommunalt ansatte sygeplejersker i alt fra hjemmeplejen til akut- og rehabiliteringspladser, men også sygeplejersker ansat i almen praksis og på hospitaler, fx på geriatriske og medicinske afdelinger eller i følge-hjem-teams.

Uddannelsen strækker sig over et år med 40 ugers uddannelse herunder seks ugers praksisnær teoriundervisning på Københavns Professionshøjskole. De øvrige 34 uger består af klinisk uddannelse på sygeplejerskens eget ansættelsessted med kortere praktik på eksterne klinikker. De kliniske perioder er suppleret med webinarer, som skal koble teori og praksis.

Specialuddannelsen er en del af et gennemgribende kompetenceløft af sygeplejersker i det borgernære sundhedsvæsen og er udviklet i et samarbejde mellem KL, Dansk Sygeplejeråd, Danske Regioner, Praktiserende Lægers Organisation, Sundhedsstyrelsen, professionshøjskolerne samt repræsentanter fra udvalgte kommuner.

kilde: Københavns Professionshøjskole

Københavns Kommune er en af de kommuner, der sender sygeplejersker af sted på første hold af uddannelsen.

- Vi oplever, at flere og flere borgere kun har ret korte ophold på hospitalerne. Når borgerne kommer hjem, før de er sygeplejemæssigt færdigbehandlet, stiller det nye krav til det, som vores personale i kommunerne skal kunne. Borgerens hjem bliver i stigende grad en vigtig arena for mere kompliceret sygepleje. Vores sygeplejersker skal kunne behandle og vurdere borgeren i deres hjem. Det kræver stor faglig kompetence, men også en høj grad af selvstændighed i deres kliniske beslutninger, forklarer Birgitte Gade Koefoed, der er områdechef for Amager Lokalområde.

Hun peger på, at uddannelsen taler lige ind i et voksende kompetencebehov, man har i kommunerne.

- Derfor har vi i stigende grad brug for kliniske sygeplejersker, der sygeplejefagligt kan overskue og håndtere ældre borgere med komplekse problemstillinger, og som også har stærke kompetencer til at koordinere, kommunikere og samarbejde med forskellige faggrupper. Alt det er også en del af den nye uddannelse, siger hun.

Første hold starter uge 50.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078