23948sdkhjf

Hospitals fredede haver får nyt liv

Blomstrende kirsebærtræer og en helende stilhed, der kun forstyrres af fuglekvidren.

Grønne omgivelser er et vigtigt supplement til et hospitals kliniske rammer, og nu er konkurrencen om at renovere og revitalisere de fredede patienthaver på Bispebjerg Hospital i København afgjort.

Vinderprojektet af Erik Brandt Dam Arkitekter og Charlotte Skibsted Landskabsarkitekter skal genoplive haveanlæggene med seks temahaver, der er tro mod den oprindelige havearkitekt Edward Glæsels visioner.

- Vinderforslaget viser stor indlevelse i Glæsels tankegang og formår at genskabe haverne med stor sans for detaljer i forhold til den oprindelige plan. Det har været et spændende konkurrenceforløb, der har vist flere muligheder for at give Bispebjerg Hospitals fredede patienthaver nyt liv, og vi glæder os til at se det realiseret, udtaler direktør Henrik Tvarnø fra Den A.P. Møllerske Støttefond i en pressemeddelelse.

Den A.P. Møllerske Støttefond har doneret 33,8 mio. kroner til projektet, og fonden har været med til at vurdere de i alt fire forskellige forslag i en lukket konkurrence.

Fornyelse med respekt
Formålet med konkurrencen var at finde et projekt, der med respekt for det eksisterende kunne forny hospitalets udendørs rammer. Og dette er løst til perfektion i vinderprojektet, hvor man vil føre haverne tilbage til den oprindelige plan, samtidig med at man tilfører nye elementer i form af uformelle opholdsrum, aktiviteter til leg og træning og et spejlbassin.

- Bispebjerg er et sansernes hospital. Her går fantastisk arkitektur, skønne haver og træer op i en højere enhed og er med til at hele os som mennesker - uanset om du er patient eller pårørende. Med donationen kan vi sikre, at de fredede haver bliver ført med ind i fremtiden som en del af Nyt Hospital Bispebjerg," siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

Arbejdet ventes påbegyndt i 2019 og færdigt i 2021.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094