23948sdkhjf

Rutiner på rullebordet sikrer medicinen

Rosenborgcentret har sammen med Standard Systemer udviklet en ny løsning til dispensering af medicin. Løsningen sikrer ens og systematisk dispensering og er nu udbredt i bl.a. hele Københavns Kommune.

Det begyndte med, at Thordis Vestergaard Jensen så en kollega stå og dispensere medicin ved et lille, lavt rullebord.

"Det må kunne gøres på en bedre måde med ro, systematik og ordentlige arbejdsstillinger," tænkte hun. Thordis Vestergaard Jensen er udviklings- og kvalitetssygeplejerske på Rosenborgcentret i København.

Hun kontaktede Standard Systemer for at få hjælp til en bedre løsning, og resultatet er et nyt dispenseringsbord, som giver sikre, ergonomiske rammer til dispensering af medicin.

Projektet

Projekt Medicinsikkert plejecenter:
Kvalitetsprojekt i Københavns Kommune i 2016. Tre plejehjem deltog og udviklede egne løsninger som gennemgik velfærdsteknologivurdering (VTV) af Sundheds- og Omsorgsforvaltningens afdeling for velfærdsinnovation.

Bedste løsning i projektet

Dispenseringsbordet er udviklet og testet i et samarbejde mellem Rosenborgcentret, Standard Systemer og ’Projekt Medicinsikkert Plejecenter’ under Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningens afdeling for velfærdsinnovation konkluderer efter forløbet:

- Sammen med dispenseringsunderlaget er det mobile dispenseringsbord med til at understøtte sikker, ens og systematisk medicindispensering, særligt fordi det er flytbart, så dispenseringen kan varetages, hvor der er ro til det.

Arbejdsmiljø København var med til at sikre ergonomien, og Rosenborgcentrets løsning blev valgt som den bedste i projektet.

Systematisk dispensering

- Alle følger nu den samme rutine med dispensering af medicin, genbestilling og afsluttende egenkontrol. Det mobile bord er nemt at placere der, hvor der er ro, og kollegerne viser hensyn, når der dispenseres ved bordet, fortæller Thordis Vestergaard Jensen.

- Vi fik fuld opbakning fra ledelsen hele vejen igennem. Medarbejderne var meget motiverede for at afprøve bordet og deltage i fokusgruppeinterviews. Under hele processen oplevede vi et supergodt samarbejde med Standard Systemer. De var aktive med rådgivning og løbende justeringer i forhold til vores ønsker og tests, fortæller Thordis Vestergaard Jensen.

Risiko for fejldosering

Førhen foregik dispenseringen forskellige steder. På kontoret, afbrudt af telefoner og snak - eller på gangen eller i plejeboligen. Men støj og afbrydelser øger risikoen for at fejldosere. Det nye doseringsbord sikrer fælles systematik, overskuelige arbejdsgange og professionelle rammer.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094