23948sdkhjf

Sensorer skal revolutionere patientovervågning

En kombination af små trådløse sensorer og ny teknologi skal revolutionere overvågningen af højrisikopatienter, som er indlagt på danske hospitaler. Rammen er projektet Ward (Wireless Assessment of Respiratory and circulatory Distress) – samme navn som overvågningssystemet. 

Trods systematisk og personalekrævende overvågning af patienter flere gange dagligt er antallet af komplikationer og dødsfald ikke reduceret tilstrækkeligt. De skal Ward-projektet lave om på med mere omfattende overvågning, som kan opdage komplikationer langt hurtigere. 

Små trådløse sensorer placeret forskellige steder på patienten måler kontinuerligt omkring 10 forskellige værdier eksempelvis blodtryk, iltmætning, hjertekardiogram og åndedræt. Målingerne sendes trådløst til en central computer. Ved hjælp af kunstig intelligens aflæser, analyserer og fortolker den de mange data og giver øjeblikkeligt hospitalspersonalet besked, hvis der er ved at opstå komplikationer. 

AI-analyse
Den store mængde data fra målingerne skal aflæses og fortolkes ved hjælp af kunstig intelligens. En række biomedicinske algoritmer og data-modelleringer vil således gøre det muligt for overvågningssystemet at vurdere, om de målte data fra patienten er normale, eller om der er tale om en afvigelse – et såkaldt mikro-event – der kan udvikle sig til en komplikation. 

- For at det kan lade sig gøre, skal vi som læger i løbet af projektet ’lære’ algoritmerne, hvornår de skal reagere, fordi en målt værdi ligger uden for normalen. Vi skal også give algoritmerne viden om, hvilke komplikationer afvigelserne kan være tegn på – eksempelvis lungebetændelse, siger overlæge Christian S. Meyhoff, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Han er en af tre eksperter bag projektet. De andre to er overlæge Eske K. Aasvang fra anæstesiafdelingens forskningsenhed på Rigshospitalets Abdominalcenter og Assoc. Professor Helge B.D. Sørensen fra DTU Elektro, der er ansvarlige for den teknisk videnskabelige del af projektet.

De mange data skal både gøre Ward-systemet lige så dygtigt som en erfaren speciallæge. Samtidig vil den nye viden også gøre de nuværende læger klogere, da overvågningssystemets kunstige intelligens kan påpege sammenhænge og mønstre, som læger ikke kender i dag. 

Målinger fra tuindvis af patienter 
Projektgruppen forventer i løbet af de kommende år at kunne præsentere et færdigt overvågningssystem, som kan anvendes af hospitaler både i Danmark og udbredes til resten af verden.

Projektet omfatter målinger fra i alt 5.700 patienter, der udvælges i samarbejde med Odense og Aarhus Universitets Hospitaler.

Innovationsfonden har investeret 18 millioner kroner i projekter, og projektets øvrige parter bidrager med yderligere 12 millioner kroner. Støtte til projektet kommer således også fra Kræftens Bekæmpelse, Radiometer, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Rigshospitalet, DTU, Isansys samt A.P. Møller Fonden.

Hvert år bliver der udført 150.000 større operationer i Danmark, og omkring 30 pct. af dem medfører alvorlige komplikationer. Det betyder, at patienterne skal være indlagt længere, og i værste fald får de gener resten af livet eller dør af de tilstødende komplikationer. Lignende problemstilling gør sig gældende for de omkring 50.000 patienter i Danmark med svær lungesygdom (KOL), som medfører tusindvis af indlæggelser årligt.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079