23948sdkhjf

Psykiatriens medarbejdere har fået et kompetenceløft

Psykiatrien i Region Midtjylland modtog fra 2015-2018 42,6 millioner kroner fra Sundheds- og Ældreministeriet til kompetenceudvikling. De fleste af pengene er gået til tre store kursusforløb, som alle relevante medarbejdere har været tilmeldt.

Det skriver Psykiatrien i Region MIdtjylland i en pressemeddelelse.

Kursusforløbene har haft fokus på deeskalering, der er et redskab til at forebygge konflikter, safewards, der handler om kommunikationen med patienterne, samt grundlæggende miljøterapi, der gør patienterne mere selvhjulpne.

Andre tiltag har været en række kursusforløb i for eksempel specifikke diagnoser, selvmordsforebyggelse, introduktionskurser til psykiatriske diagnoser og sikker medicinering. Medarbejderne har haft indflydelse på udformningen af kursusforløbene via de lokale samarbejdsudvalg.

- Medarbejderne har fået et kompetencemæssigt løft, der både vil gavne arbejdsmiljøet og patienterne, siger Gert Pilgaard Christensen, direktør i Psykiatri og Social, Region Midtjylland.

- Især de fælles tværgående kurser er vigtige, fordi de betyder, at alle har fået et fælles sprog på tværs af afdelingerne i regionen. Dermed kan vi bedre dele viden og erfaringer, siger han.

Det fire-årige satspuljeprojekt slutter ved årsskiftet. Det er endnu for tidligt at måle og veje resultaterne af indsatsen, og enkelte kurser er heller ikke helt færdige. Psykiatriens ansatte har dog til sammen deltaget i kursusforløb, e-læring og på konferencer 15.672 gange siden 2015.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078