23948sdkhjf

Ny app til patienter med tarmsygdomme

Patienter med Crohns sygdom og colitis ulcerosa kan nu selv følge deres symptomer med en app på deres smartphone.

Nu kan patienter med betændelse i tarmene selv monitorere deres symptomer med en app på deres smartphone. Det giver mulighed for at tage sygdomsudbrud i opløbet.

Professor på Nordsjællands Hospital, Pia Munkholm, har over en årrække udviklet og testet en web-app sammen med en række samarbejdspartnere og ikke mindst mere end tusinde patienter.

Den er gennemprøvet og testet i tre ph.d.-forløb, nu er alle formalia på plads, og appen kan rulles ud til hele patientgruppen, der følges på Gastromedicinsk Ambulatorium på Nordsjællands Hospital. Det drejer sig i første omgang om cirka 2.000 patienter med Crohns sygdom og colitis ulcerosa.

- Vi er så glade for at kunne tilbyde alle vores patienter den mulighed for at få kontrol over deres sygdom. For mange er sygdommen næsten invaliderende, men med en simpel app kan du som patient nu selv følge symptomerne, og kontakte ambulatoriet for råd i god tid, siger Pia Munkholm.

Den nye app er simpel. Et ’trafiklys’ - grøn, gul eller rød - viser patienterne, om deres betændelse i tarmene er i fare for at blusse op eller allerede er i svær aktivitet. Herefter kan de kontakte ambulatoriet i Nordsjælland for at høre, hvad der skal gøres, og om det kan slås ned med medicin, eller det er nødvendigt at besøge hospitalet.

- De tilbagemeldinger, vi har fået fra vores patienter, der allerede har appen, er entydigt positive. Det handler om, at få noget kontrol og en hverdag tilbage, for i dag bruger både patienter og samfund mange ressourcer på at behandle sygdomsudbrud ambulant og ved indlæggelser, der kunne være undgået, fortæller hun.

Appen stilles også til rådighed for andre hospitaler ved henvendelse til Nordsjællands Hospital. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078