23948sdkhjf

Demens: Naturen danner rammen om nyt træningstilbud i Assens

'Træning i naturen' skal være med til at modvirke ensomhed blandt deltagerne og give dem en større grad af livskvalitet.

Assens Kommune har netop startet et helt nyt træningstilbud til mennesker med demens og folk med kognitive skader.

'Træning i naturen’ hedder det nye tilbud til personer, der har lyst til at motionere i naturen. Træningen skal hjælpe med at mindske symptomer som depression, rastløshed og irritabilitet. Derudover skal samværet med andre modvirke ensomhed blandt deltagerne.

- Demente får gradvist sværere ved at opretholde et aktivt fysisk liv i takt med, at deres kognitive færdigheder svækkes. Derfor dropper mange foreningslivet og melder sig ud af fællesskabet. Det er ærgerligt, for det går ud over livskvaliteten. Derfor er jeg glad for, vi nu kan tilbyde motion og samvær, så målgruppen stadig kan opretholde et aktivt liv, siger udvalgsformand for Social og Sundhed Charlotte Kjær.

Et frirum

Træningen tilrettelægges som en kombination af fysisk træning, kognitive færdigheder og det sociale fællesskab. Det betyder bl.a., at en gåtur i skoven bliver kombineret med en kognitiv aktivitet, såsom at nævne danske byer, mens de går langs stierne, og dukker der en stor sten eller træstub op undervejs på turen, kan disse bruges til at træne balance.

- Gruppen skal fungere som et frirum, hvor deltagerne kan snakke om oplevelser og minder, men med plads til at snakke om den sygdomssituation, deltagerne er i. Fællesskabet skal stimulere og støtte op om også at få brugt sproget, fortæller Jeanett Fondt, der er leder af Daghjem og Demensteam i Assens Kommune.

- Forskning har vist, at alene det at være i naturen sænker blodtrykket og mængden af stresshormoner i kroppen. Derudover kan naturen pirre sanserne og vække oplevelser og minder hos deltagerne, der ellers er glemt. En gåtur i skoven, med regndryp på kinden, kan eksempelvis genskabe minder fra barndommens leg under trækronerne en tidlig forårsmorgen. Mindet er ikke nødvendigvis intakt, men følelserne forbundet med oplevelsen kan stadig være en dejlig oplevelse, forklarer Jeanett Fondt.

Yngre med demens

Tilbuddet har i første omgang fået midler til at køre i et år. Men allerede om tre måneder vil de to tovholdere fra Assens Kommune, ergoterapeut Annika Greve Hansen og fysioterapeut Mette Sofie Paulsen, evaluere på starten af forløbet.

- Vi håber naturligvis, at der vil komme flere deltagere på holdet, og at især yngre med demens eller kognitive skader er interesseret i at deltage. Vi har oplevet, at den målgruppe efterspørger noget andet end aktiviteter på plejecenter, fortæller tovholder og ergoterapeut Annika Greve Hansen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078