23948sdkhjf

Pillerobot er flyttet ind på nordjyske plejehjem

Robotten er på størrelse med en kaffemaskine og minder de ældre om at tage deres medicin

En grå kasse med display er flyttet ind hos en række beboere på plejehjem i ni nordjyske kommuner. Maskineriet rummer en pillerobot, der doserer pillerne og reagerer, hvis de ikke bliver taget som planlagt.

Robotten er lidt større end en kaffemaskine.

Totalløsningen har fået navnet TIM, som står for Totalløsning til Intelligent Medicinhåndtering.

TIM er gennem længere tid blevet testet i et lukket miljø, og resultaterne er så lovende, at løsningen nu skal testes live hos et mindre antal ældre i Aalborg, Hjørring og Vesthimmerland kommuner. 

- De ældre, som vil få allermest glæde af TIM, er dem, som hyppigt får hjælp til at tage medicin. Det er dem, som i dag er afhængige af, at hjemmeplejen kommer for at hjælpe på bestemte tidspunkter og må vente, hvis der er forsinkelser. Dem kan TIM give mere uafhængighed og dermed også højere livskvalitet, forklarer hjemmeplejeleder Oda Bertram fra Aalborg Kommune.

Reducerer fejl
Hun understreger, at TIM også kan hjælpe kommunerne med at nedbringe antallet af medicinfejl - de såkaldte utilsigtede hændelser (UTH) - og dermed give borgerne bedre sikkerhed. 

Fakta:

  • De nordjyske kommuners omkostninger til medicinhåndtering cirka 158 mio. kroner årligt.
  • Der bruges 357.500 arbejdstimer på opgaven.
  • De mange timer bruges for eksempel på at hælde medicin op og hjælpe borgeren med at tage medicinen.

Utilsigtede hændelser i forbindelse med medicin kan dække over mange forskellige registrerede fejl som for eksempel, at borgeren har fået en forkert medicin, en forkert mængde, at medicinen er givet på et forkert tidspunkt eller slet ikke er givet.

 - Selvom vores medarbejdere er dygtige og omhyggelige, sker der alligevel menneskelige fejl i håndteringen af medicin. Vi har en forventning om, at vi kan nedbringe antallet af utilsigtede hændelser ved at automatisere doseringen af medicin. Derfor kan TIM øge sikkerheden og trygheden for de ældre, som dagligt har brug for hjælp til at tage medicin, slutter Oda Bertram.

Frigiver tid
Medicinhåndtering er en dyr og ressourcekrævende proces, og håbet er, at robotten kan frigøre nogle timer fra plejepersonalet.

- I en tid, hvor der bliver flere ældre med stigende plejebehov ude i vores kommuner, så er det vigtigt for os at finde nye måder at gøre tingene på. Vi er nødt til at finde områder, hvor vi kan frigøre tid. Og håndtering af medicin er et af de områder, hvor vi kan gøre det både billigere og bedre for vores borgere ved hjælp af en intelligent totalløsning som TIM, forklarer formand for Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget Per Møller (C) fra Hjørring Kommune.

Han understreger, at kommunerne ikke forventer, at TIM kan overtage al hjælp til håndtering af medicins hos ældre.

Sådan fungerer TIM

  • TIM modtager automatisk oplysninger om medicin fra borgerens FMK (fælles medicinkort) og overfører dem elektroniske omsorgsjournal (EOJ)* i kommunen.
  • De oplysninger bruger TIM til at bestille medicin på apoteket, til at minde borgeren om at tage sin medicin og til at tjekke aktuel dosis, inden den hælder pillerne op i en kop.
  • Hvis borgeren ikke tager pillerne, alarmerer TIM Falck, som ringer for at minde borgeren om at tage medicinen og kontakter kommunen, hvis borgeren ikke besvarer tryghedsopkaldet.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157