23948sdkhjf

Forebygger hudsult: Her nusser man de ældre på ryggen

På flere østjyske plejehjem arbejdes der målrettet med tæt hudkontakt til de ældre.

Når ældre savner et klem i hånden, et stryg over ryggen eller lidt fodmassage, træder personalet på flere østjyske plejehjem gerne til med lidt kropslig nærkontakt.

I mindst fem østjyske kommuner arbejder plejehjem målrettet med at forebygge 'hudsult', viser en rundspørge lavet af TV2 Østjylland.

- Vi holder lidt i hånd og sørger for, der er noget daglig hudkontakt, siger Christina Elmstrøm, social - og sundhedsassistent på Rosengården Plejecenter i Hornslet, til mediet. 

Sammen med resten af personalet på Rosengården Plejecenter, der hører til Syddjurs Kommune, bekæmper Christina Elmstrøm 'hudsult'. Et begreb, der dækker over mangel på fysisk kontakt med andre mennesker.

- Vi har som mennesker et behov for at være i kontakt og berøring med andre. Hud mod hud, fortæller Christina Elmstrøm.

Bred forebyggelse
Syddjurs Kommune er ikke alene om at have fokus på hudkontakt. Også i Norddjurs, Randers, Aarhus og Odder kommuner arbejdes der på plejehjem målrettet på at forebygge hudsult, oplyser kommunerne.

Hudsult er ikke et ord, som bruges ofte rent videnskabeligt. Men ifølge Den Nationale Sundhedsprofil 2017, så er der en sammenhæng mellem sociale relationer og helbred.

Og de østjyske plejehjem gør det rigtige ved at have øget fokus på berøring. For berøring kan være gavnlig for mennesker, mener Rikke Damkjær Maimburg, som er jordmoder og forskningsleder på Aarhus Universitetshospital.

- Det er vigtig for mennesker i alle aldre at opleve fysisk kontakt, siger hun. 

Berøring starter bestemte processer i hjernen, forklarer hun.

- Vi ved, at når vi for eksempel krammer et andet menneske i mere end et minut, så stiger vores egen produktion af oxytocin. Oxytocin er vores velvære-hormon, som er med til at give os en oplevelse af netop tilpashed og velvære.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078