23948sdkhjf

Ældre Sagen vil have statsministeren til at se på hjemmehjælp

73.000 svage ældre får ikke hjælp af kommunen til gøremål, de selv har svært ved. Det viser en ny rapport fra Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Det er et enormt problem og undergraver tilliden til velfærdsstaten, mener direktør for Ældre Sagen Bjarne Hastrup.

- Kommunerne har sat barren for, hvornår ældre får hjælp alt for højt. Så nu er der 73.000 stærkt svækkede ældre, der burde få hjælp, der ikke får det.

- Det er et kæmpe svigt fra velfærdsstatens side. Og det har den konsekvens, at gruppen ryger ind og ud af hospitalerne, så det er også en dyr besparelse, siger direktør for Ældre Sagen Bjarne Hastrup og kalder på en "total" reform af hjemmehjælpsområdet.

Ifølge Vives undersøgelse er andelen af svage ældre, der modtager hjemmehjælp, faldet fra 43 til 25 procent fra 2007 til 2017.

Rapporten definerer svage ældre, som hjemmeboende i alderen 67 til 87 år, som ikke kan udføre en eller flere nærmere bestemte opgaver. Det kan for eksempel være at klippe egne tånegle, købe ind, tage tøj på eller at gå på trapper.

- Jeg tror, det er de omfattende besparelser, der har været de sidste 10 år, der har gjort, at kommunerne langsomt men sikkert har strammet kriterierne for hjælp. Så nu er det kun en fjerdedel af dem, der har brug for hjælp, der får den.

- Det er en underminering af hele vores ældrepolitik, siger Bjarne Hastrup.

Han vil, på vegne af Ældre Sagen og dens 850.000 medlemmer, skrive til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og statsministerkandidat Mette Frederiksen (S) for at få problemet ind i et kommende regeringsgrundlag.

- Vi håber sandelig, at politikerne har lyst til at gøre noget ved dette her. Ellers synker dansk ældrepolitik fuldstændigt sammen.

- Hjemmehjælp er hele forudsætningen for, at vi har sparet plejehjemspladser, at vi har en effektiv hospitalssektor og at ældre kan føle sig trygge.

- Hvad de bestemt ikke gør i øjeblikket, afslutter Bjarne Hastrup.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.251