23948sdkhjf

SKI vinder voldgiftssag i sag om engangshandsker

Voldgiftsretten har torsdag givet Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) medhold i, at medicodistributøren Mediq Danmark A/S ikke kan slippe for at sælge sygeplejeartikler til fast lav pris til de danske kommuner.

Det oplyser SKI i en pressemeddelelse. 

Mediq anlagde i juli 2018 en voldgiftssag mod SKI i forbindelse med opfyldelsen af rammeaftale på sygeplejeartikler.

For at vinde kontrakten havde Mediq budt ind med ekstremt lave priser på engangshandsker. Da salget af engangshandsker efterfølgende steg, ønskede Mediq at blive løst fra aftalen.

Signe Lynggaard Madsen, administrerende direktør i SKI, siger på baggrund af afgørelsen:

- Afgørelsen kommer ikke som en overraskelse. Det er og vil altid være således – i SKI, i hele det offentlige IndkøbsDanmark og i vores retssamfund – at en aftale er en aftale.

Signe Lynggaard Madsen fortsætter:

- SKI har fastholdt, at Mediq var forpligtet til at leve op til deres del. Hverken SKI, kunderne, Mediqs konkurrenter eller den offentlige sektor kan acceptere, at man i tæt konkurrence og med et ekstremt lavt tilbud kan vinde et offentligt udbud for så efterfølgende at forsøge at løbe fra aftalen, siger hun. 

Om Staten og Kommunernes Indkøbsservice A/S (SKI)

  • Hvert år køber den offentlige sektor ind for ca. 300 mia. kr. hos private virksomheder. Omkring 2 pct. af indkøbene foretages via rammeaftaler udarbejdet af Staten og Kommunernes Indkøbsservice A/S (SKI).
  • SKI er ejet af staten og Kommunernes Landsforening (KL) i fællesskab og er et not-for-profit-selskab. Det betyder, at et eventuelt overskud anvendes til at udvikle flere og bedre indkøbsaftaler.

Kilde: SKI

 

Om Mediq

  • Mediq Danmark A/S er en af de største distributører af medicinsk udstyr inden for sundhedssektoren. Mediq leverer til hospitaler, plejehjem, hjemmesygepleje, speciallæger, almen praksis, klinikker og virksomheder.
  • Mediq Denmark er en del af den private equity-ejede koncern Mediq Group, som har aktivitet i 12 europæiske lande.
  • Selskabet er ejet af den amerikanske kapitalfond Advent International, og de har globalt over 2.600 medarbejdere.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063