23948sdkhjf

Enlige med demens har mange udfordringer

I fremtiden vil der komme flere enlige med demens, men der mangler viden om de problemstilligner, der er knyttet til gruppen.

- Både dansk og international forskning peger på, at der fremover bliver flere enlige med demens, men trods dette faktum har vi meget begrænset viden om, hvem enlige med demens er, og hvilke udfordringer de møder i hverdagen, forklarer forsker Maya Christine Flensborg Jensen, der står bag undersøgelsen Enlige med demens, som VIVE har lavet for Alzheimerforeningen.

Formålet med undersøgelsen er at give et indblik i de problemstillinger, der karakteriserer enlige med demens, fortæller VIVE i en pressemeddelelse.

Fysiske, mentale og sociale udfordringer hos enlige med demens

Gruppen af enlige med demens består primært af ældre og kvinder. Mange demensramte har en relativt lav socioøkonomisk status og kæmper med både fysiske, mentale og sociale udfordringer, som de kan have svært ved at håndtere.

- Enlige med demens kan både være udfordret mentalt, socialt og fysisk, men når man spørger dem, hvilke udfordringer de har i hverdagen, svarer de ofte, at de klarer sig meget godt. Det kan gøre det svært for både pårørende og fagfolk at give dem den hjælp, de har brug for, siger Maya Christine Flensborg Jensen. Hun forklarer videre:

- Det positive svar bunder i beskedenhed, fordi mange enlige med demens ikke ønsker at kræve noget af andre. Men det handler i høj grad også om manglende sygdomserkendelse.

En stor del af de enlige med demens behandles med smertestillende medicin og medicin mod psykiske lidelser. Og mange giver udtryk for ensomhed, selvom de deltager i fritidsaktiviteter i næsten lige så høj grad som personer uden demens.

Køn spiller en rolle

Køn ser ud til at spille en rolle for, i hvilket omfang demente accepterer og trives med deres status som enlige.

- Forklaringen på dette kan være, at kvinderne i højere grad accepterer statussen som enlige, og nogle har endda aktivt valgt at være alene for bedre at kunne håndtere deres demenssygdom, forklarer Maya Christine Flensborg Jensen.

De enlige mænd med demens giver derimod udtryk for et afsavn af en kvindelig partner.

Veje til bedre trivsel

Der er flere veje til at sikre enlige med demens en bedre trivsel i hverdagen. Første skridt kan være at kortlægge behovene hos gruppen, for eksempel ved at udvikle eller anvende nye metoder til udredning.

En bedre trivsel kan også sikres ved at skabe flere og bedre muligheder for aktiviteter, transportformer og egnede boliger. Undersøgelsen viser nemlig, at det ikke nødvendigvis er hensigtsmæssigt, at enlige med demens bliver i deres egen bolig længst muligt. Det vil snarere være en fordel, at de flytter i en bolig, hvor de kan klare sig bedst længst muligt, før deres demens bliver for fremskreden.

- Fordelene ved at bo i en handicap- eller en ældrevenlig bolig er, at de fysiske og sociale udfordringer, som rammer enlige med demens, kan blive reduceret på grund af indretningen og fællesskabet, vurderer Maya Christine Flensborg Jensen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094