23948sdkhjf

Overtegnet: Hovedstadens hospicer må afvise døende

Selvom der er blevet tilført flere penge og kommet flere sengepladser, må hovedstadens hospicer fortsat afvise   døende, der ønsker at tilbringe den sidste tid på hospice.

Tilbage i 2017 måtte hospicerne afvise næsten hver tredje henviste på grund af pladsmangel, og det tal er stort set uændret nu.

- Vi må afvise nogle hundrede hvert år, og det svarer cirka til 30 procent af de henvisninger, vi får i hovedstadsregionen, fortæller Thomas Feveile, der er leder af Sankt Lukas Stiftelsens Hospice og næstformand i interesseorganisationen Hospice Forum Danmark til DR P4 København.

Næstformand: Det er uhørt
Region Hovedstaden er den region, der har færrest hospicepladser per indbygger, men ifølge formanden for regionens sundhedsudvalg, Christoffer Buster Reinhardt (K), er det noget, der skal laves om på.

- Folk skal have den afslutning på livet, som de ønsker. Vores sundshedsvæsen skal også hjælpe dem, der ikke kan blive raske, så i de kommende budgetforhandlinger har jeg foreslået, at vi afsætter flere penge til hospicepladser, siger Christoffer Buster Reinhardt til DR P4 København.

Hos Hospice Forum Danmark kalder næstformand Thomas Feveile det for uhørt, at et speciale som hospicerne må afvise så mange døende.

- Hvis en skadestue eller en kræftafdeling afviste 30 procent af de henviste patienter, ville der være ramaskrig, men der er der ikke, når det handler om hospice, siger han til DR P4 København.

Ud over at få hjælp til den sidste tid på hospice kan patienter også få specialbehandling på hospitalernes palliative afdelinger. Men heller ikke her er der plads til alle patienter.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156