23948sdkhjf

Ny rapport: Flere bør bruge elektronisk vendesystem

Kommunerne skal være bedre til at udbyde elektroniske vendesystemer for at skåne medarbejderne i sundheds- og plejesektoren.

Sådan lyder konklusionen fra en national evaluering af elektroniske vendesystemer foretaget i et samarbejde mellem fire danske kommuner og Teknologisk Institut.

Evalueringen viser, at vendesystemerne havde tydelige positive effekter for personalet. De ansatte havde færre smerter og var mindre trætte efter arbejde, når de havde arbejdet med elektroniske vendesystemer fremfor manuelle hjælpemidler.

Systemerne vurderes derfor at kunne være direkte med til at nedbringe arbejdsskader og sygefravær og forbedre arbejdsmiljøet generelt.

328 systemer er blevet evalueret i kommunerne Aabenraa, Ishøj, Viborg og København.

Også gevinst for borgeren
Det mere skånsomme arbejdsmiljø betød også, at medarbejderne kunne yde en bedre plejekvalitet. Borgerne oplevede effekter såsom færre smerter, mere tryghed og forhøjet livskvalitet.

Faktisk steg borgernes tilfredshed fra 25 procent til 100 procent ved brug af elektroniske vendesystemer, lyder det.

Med baggrund i de positive resultater stiller evalueringen spørgsmålstegn ved, om de elektroniske vendesystemer bliver brugt i tilstrækkelig grad. De fire kommuner der indgik i evalueringen kunne nemlig bekræfte, at det først er ”når alt andet er afprøvet” at et elektronisk vendelagen bevilliges.

Men nu har resultaterne vist, at en tidligere implementering er bedst, når det kommer til brugen af de elektroniske vendelagner. Jo længere tid systemet bruges hos borgeren, jo kortere er den periode, hvor personalet skal arbejde med tunge byrder og dumme arbejdsstillinger.

Rapportens resultater bliver gennemgået på et webinar 28. maj. Læs mere om det her.

Evalueringen udpeger fire borgergrupper, hvor der særligt bør anvendes elektronisk vendesystem:

  • Bariatriske borgere
  • Smerteprægede borgere såsom borgere med multiple frakturer, terminale borgere eller borgere med cancersmerter
  • Demensramte borgere, borgere med kognitiv dysfunktion, angst eller BPSD, samt psykiatriske borgere eller borgere der er udadreagerende
  • Borgere med stiv og/eller ubevægelig krop såsom spastikere, borgere med sklerose, ALS, paralyser, muskelsvind, plagier eller borgere med Parkinson
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109