23948sdkhjf

Velfærdsteknologi: Lederne skal væk fra sidelinjen

Virtuel hjemmesygepleje skaber større tryghed og frihed i Viborg Kommune, men vejen fra idéudvikling til succesfuld implementering har ikke været udfordringsfrit.

Til konferencen ”Velfærdsteknologi anno 2019” tager CareNet i samarbejde med Teknologisk Institut og Danish.Care pulsen på den velfærdsteknologiske udvikling.

Den 3. september 2019 sætter det nationale netværk for velfærdsteknologi CareNet i samarbejde med Danish.Care og Teknologisk Institut velfærdsteknologi og hjælpemidler på dagsordenen. Konferencen vil blandt andet gøre status på velfærdsteknologien i danske kommuner, samspillet mellem kommuner og hospitaler, implementering i praksis, teknologitendenser og ny viden.

Dagen byder på et stærkt fagligt program over tre spor med over 20 talere samt over 20 udstillere. Der vil være oplæg fra blandt andre formand for Danske Regioner Stephanie Lose, OL-vinder Søren Holmgren, direktør i Danish.Care Morten Rasmussen og programchef Troels Vilms Pedersen, Teknologisk Institut. 

I år er der blandt andet fokus på implementering af velfærdsteknologier i praksis, hvor en række kommuner fortæller om deres erfaringer med implementering af velfærdsteknologiprojekter.

Én af de oplægsholdere, du har mulighed for at møde til konferencen, er Maila Tandrup, omsorgschef i Viborg Kommune. Til konferencen vil Maila fortælle om erfaringer og udfordringer fra implementering af virtuel hjemmesygepleje i Viborg Kommune.

Geografisk spredning
Tilbage i 2012 havde Viborg Kommune et ønske om at kommunikere virtuelt, hvorfor de startede en idéudviklingsproces med henblik på at udvikle og implementere virtuel hjemmesygepleje. Projektet var en satsning, men der var behov for nye løsninger, fortæller Maila Tandrup.

- Vi har den andenstørste geografi blandt de danske kommuner. Derfor oplever vi en stor spredning af medarbejdere, og vi har brug for flere specialister. Vi bruger derfor virtuel hjemmesygepleje til at øge samarbejdet mellem medarbejderne, siger hun.

Implementering skal være ledelsesforankret
Projektet skulle dog vise sig at byde på udfordringer. En af de største udfordringer ved implementeringen har været, at der i begyndelsen af processen var stor fokus på udvikling af teknik og teknologi, forklarer Maila Tandrup. Projektet var konsulentdrevet, og lederne, som havde ansvaret for den daglige drift, sad på sidelinjen.

- Lederne havde ikke noget ansvar, og de havde derfor ikke en følelse af, at de var en del af beslutningerne. Konsulenterne målte udelukkende på, hvor mange skærme der blev sat op, selvom lederne og medarbejderne ikke nødvendigvis brugte dem, forklarer Maila Tandrup.

I dag er Viborg Kommune bevidst om, at samarbejde er af afgørende karakter, når det kommer til udvikling og implementering af ny teknologi.

- Der skal være et samarbejde, således projektet er ledelsesforankret og understøttet af konsulenter. Vores medarbejdere og ledere har selv været med til at bestemme antallet af skærmbesøg og finde ud af, hvem der skal have de her besøg, fortæller hun.

Medarbejderne var tøvende
En anden udfordring ved implementeringen af virtuel hjemmesygepleje var medarbejdernes tøven. Borgerne var nemlig hurtigere end medarbejderne til at tage imod den nye teknologi, fortæller Maila Tandrup.

- En anden udfordring har været, at borgerne var de hurtigste til at tage imod virtuel hjemmesygepleje. Det er svært for vores fag at omlægge processen, fordi vi er vant til, at man skal være fysisk tæt på borgerne for at yde kvalitativ service. Det har derfor krævet mange snakke, siger hun.

Maila Tandrup er dog ikke i tvivl om, at det er muligt at levere kvalitativ pleje gennem virtuel hjemmesygepleje.

- Det er kvalitet, vi leverer. Man kan sagtens være nærværende på en skærm, siger hun. 

Tag erfaringerne fra Viborg Kommune med hjem
Til konferencen kan du forvente et lærerigt og ærligt oplæg, hvor fokus vil være på at videregive erfaringer og viden til andre, som er interesserede i at implementere nye velfærdsteknologier.

- Det, jeg vil fortælle om, er alt fra idé til virkelighed - og det der ligger imellem de ting, siger hun og uddyber:

- Mit primære formål er at inspirere andre og give de ting videre, som vi har lært. Mit mål er ikke, at man skal få en overfladisk romantisk historie. Jeg vil derimod trække på nogle af de udfordringer og svære ting, vi har måtte overkomme.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.485