23948sdkhjf

FOA-formand: Jeg regner med, at regeringen holder blikket på deres løfter

Regeringens regnskabseftersyn har afdækket økonomiske udfordringer, som naturligvis skal tages alvorligt. Men det er vigtigt, at regeringen bevarer ambitionerne på velfærdens vegne.

Der er grund til økonomisk forsigtighed. Det var budskabet fra finansminister Nicolaj Wammen, da han fremlagde regeringens økonomiske redegørelse sammen med resultatet af det eftersyn af den offentlige økonomi, der er gennemført hen over sommeren. Eftersynet afslørede ubetalte regninger på 3,5 milliarder kroner.

Det skriver FOA i en pressemeddelelse.

- De regninger skal selvfølgelig betales. Og det er naturligvis træls for en ny regering. Det forstår jeg godt. Men jeg forventer ikke, at det får regeringen til at ryste på hånden. Der er problemer, der skal løses, og jeg regner da med, at regeringen holder blikket på de løfter, de fremlagde under valgkampen, og de mål som står i forståelsespapiret, siger Mona Striib, forbundsformand for FOA.

Hun fremhæver også, at den økonomiske redegørelse viser, at der mere luft i det såkaldte råderum.

- Derfor bekymrer det mig også, at Finansministeren tilsyneladende fastholder et fald i kommunernes udgiftsloft i sine fremskrivninger. Jeg håber på, at det er noget, der bliver rettet i de økonomiforhandlinger som foregår lige nu, siger Mona Striib.

Skaf nye indtægter
FOA fastslår, at et velfungerende velfærdssamfund med gode uddannelser, et trygt sundhedsvæsen og god støtte og pleje til både børn og ældre er forudsætningen for fremtidens velstand. Den opdaterede økonomiske virkelighed bør få regeringen til at søge nye indtægter til den fælles kasse.

- Efter vores mening må politikerne droppe berøringsangsten overfor skatteforhøjelser. Vi opkræver jo ikke skat for at genere folk. Vi opkræver skat, fordi vi ønsker at have råd til ting som uddannelse, sundhed, børnepasning, ældrepleje, borgerservice etc. Vi ved fra talrige opinionsmålinger, at flertallet af danskere foretrækker velfærd fremfor skattelettelser - og at flertallet af danskere faktisk også er villige til at betale lidt mere skat for at sikre velfærden, siger Mona Striib.

Læs mere om: FOA
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094