23948sdkhjf

Samme læge og færre indlæggelser: Tre plejecentre får faste læger

Nu får beboere på tre plejehjem i Jammerbugt Kommune tilknyttet faste læger fra et af byens lægehuse, der hedder Alles Lægehus. Det drejer sig om plejecentrene Solgården i Fjerritslev, Solbakken i Brovst og Brovst Friplejehjem.

Det skriver Kommunen på deres hjemmeside.

Plejehjemmene har en andel beboere med demenssygdom, og det er derfor centralt, at disse og de øvrige beboere møder den samme læge.

- Med aftalen sikrer vi, at plejecenterbeboerne møder den samme læge. Lægen får sin faste gang på plejecentrene og kender beboerne og deres sygehistorie. Der er ingen tvivl om, at den nære kontakt mellem læge og plejehjemsbeboere kan være med til at skabe større tryghed og sikre beboerne endnu bedre behandling, siger formanden for Social- og Sundhedsudvalget i kommunen Ib Nellemann.

Forebygger indlæggelser
Fast tilknyttede læger på plejecentre har vist sig at forebygge indlæggelser, genindlæggelser og øge sikkerheden ved medicinhåndtering.

- Hos Alles Lægehus er vi glade for at have indgået aftalen med Jammerbugt kommune og ser frem til at servicere de tre plejehjem. Via vores lokale tilstedeværelse i Fjerritslev kender vi allerede til plejehjemmene og nogle af beboerne. Vi sætter vores dygtige og meget erfarne læge Ludvig Dittmann som tovholder på opgaven, og er sikre på at samarbejdet vil give beboerne den tryghed, de efterspørge, siger administrerende direktør Linda Matzen, Alles Lægehus.

Stadig frit valg af læge
Aftalen afskærer ikke beboerne fra det frie lægevalg. Beboerne afgør selv, om de ønsker at gøre brug af aftalen med plejecentrets faste læge. Hvis ikke, har de fortsat mulighed for at vælge en anden praktiserende læge.

Aftalen betyder desuden, at den praktiserende læge, der er tilknyttet plejecentrene, får mulighed for at yde generel sundhedsfaglig rådgivning til personalet på plejecentrene. Et tiltag, der er med til at skabe tættere relation og større tillidsforhold mellem personale og læge til gavn for beboerne.

Ordningen vil blive implementeret på de tre plejecentre i løbet af efteråret. Jammerbugt Kommune arbejder på, at ordningen kan brede sig til de øvrige plejecentre.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096