23948sdkhjf

Gratis tandlæge til socialt udsatte kan være på vej i finanslov

Enhedslisten og SF foreslår gratis tandlæge til socialt udsatte, finansminister Wammen er positiv overfor det.

Støttepartiet Enhedslisten kræver en milliard kroner til psykiatrien på finansloven, som skal gå til blandt andet gratis tandlæge til socialt udsatte, pladsgaranti på krisecentre og forbedringer for handicappede.

Forhandlingerne om finansloven for næste år er godt i gang, og regeringen ventes at gå efter en aftale i midten af november. I år blev regeringens præsentationen af forslaget til finanslov dog udsat til efter Folketingets åbning.

Torsdag er temaet uddannelse og velfærd.

- Psykiatrien skal på finansloven. Det er et af de områder af vores velfærdssamfund, som har været allermest forsømt, det er nogle af de mennesker, der har det sværest, siger politisk ordfører Pernille Skipper (EL) før dagens forhandlinger om finansloven for næste år.

Partiet har tidligere kæmpet og fået nedbragt brugerbetalingen for socialt udsatte og vil nu have gratis tandpleje på finansloven til tid og evighed.

Som finansiering har Enhedslisten selv fremlagt et forslag til finanslov med skat for folk i toppen af samfundet. For eksempel øget skat på kapital- og aktieindkomst samt en bankskat.

Socialdemokratiet har tidligere foreslået at sikre gratis tandpleje til nogle af samfundets mest udsatte. Partiet har dog endnu ikke defineret, hvilke socialt udsatte der skal være omfattet af gratis tandpleje.

Finansminister Nicolai Wammen (S) er dog ikke afvisende over for Enhedslistens krav.

- Der er ingen tvivl om, at psykiatrien er et af de områder, som ligger os meget på sinde. Regeringen kommer senere med et psykiatriudspil.

- Regeringen har også foreslået, at vi ønsker at styrke tandplejen for socialt udsatte, så det er et af de steder, vi er meget på linje, siger Nicolai Wammen.

Der er - ud over det regeringen selv har foreslået afsat - en forhandlingsreserve i finansloven på to milliarder kroner.

Det mener støttepartierne dog ikke er nok.

SF forhandler med finansministeren 10.30. Partiet har også tidligere kæmpet for gratis tandpleje.

- SF kæmpede det igennem, første gang vi var i regering. Man kan kigge folk i munden og se, hvilken økonomisk status de har. Det er ikke acceptabelt i et land, hvor vi vil gøre noget ved uligheden, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr.

De Radikale forhandler klokken 12 i Finansministeriet.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062