23948sdkhjf

Leder på Fremtidens Plejehjem stopper

Kis Annette Lund skal ikke længere være leder på Fremtidens Plejehjem i Nørresundby. Det sker efter en række NORDJYSKE-artikler, hvor beboere og pårørende har udtalt kritik af plejehjemmet og hendes ledelse.

Tirsdag morgen blev der delt breve rundt på Fremtidens Plejehjem. I brevet stod der, at leder Kis Annette Lund fra nytår ikke længere skal være leder på det omstridte plejehjem. 

- Kis har efter mere end fire år på Fremtidens Plejehjem ønsket andre udfordringer i sit arbejdsliv og stopper derfor som plejehjemsleder ved udgangen af året, skriver plejeboligchef Carsten Johansen i brevet.

Brevet blev i dag delt ud til beboerne på Fremtidens Plejehjem.

Søndag bragte NORDJYSKE den seneste af en række kritiske artikler om Fremtidens Plejehjem. Som i tidligere artikler om plejehjemmet rettede de pårørende en kraftig kritik mod Kis Annette Lund for ikke at handle på klagerne.

Det fremgår af brevet, at Kis Annette Lund nu skal være på plejehjemmet Elmely, hvor hun tidligere har været ansat som leder.

- Det har altid været en del af aftalen, at det ikke var en varig flytning, så Kis har valgt, at tiden er inde, skriver ældrerådmand Jørgen Hein (RV) i en mail.

Rådmand: Kis har fået styr på det
NORDJYSKE har bedt rådmanden om at dokumentere den aftale, han omtaler.

- Jeg tror ikke, der er lavet en skriftlig aftale. Hun blev jo lånt ud fra Elmely for at få styr på Fremtidens Plejehjem. Og det er jo lykkedes, så jeg tror, hun synes tiden er inde til at prøve kræfter med et nyt plejehjem, skriver Jørgen Hein.

Jørgen Hein oplyser desuden, at Kis Annette Lund skal være med til at udvikle et kommende plejehjem på Stigsborg Brygge i Nørresundby.

For en måned siden stoppede også souschefen på plejehjemmet, og dermed skal Aalborg Kommune ud at finde en helt ny ledelse på Fremtidens Plejehjem.

NORDJYSKE har forsøgt at få en kommentar fra både Kis Annette Lund og Carsten Johansen, men uden held.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.13