23948sdkhjf

Demensindsatsen polstres med 244 millioner kroner

Et bredt flertal i folketinget har indgået aftale om, hvordan en pulje på i alt 738 millioner, der afløser Satspuljen, skal fordeles på social-, sundheds og arbejdsmarkedområdet frem til 2023. 

367 millioner kroner sendes i retning af sundheds- og ældreområdet, hvor en stor del af dem er øremærket demenshandlingsplanen.

Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse. 

244 mio. til demensarbejdet
Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke fortæller, at der afsættes 244 millioner kr. til demenshandlingsplanen med supplement fra midler afsat til Handlingsplanen for det Gode Ældreliv.

- Demens er en forfærdelig sygdom, som har store konsekvenser både for den enkelte, men også for de pårørende. I takt med at vi bliver flere ældre, vil stadig flere mennesker få demens tæt ind på livet. Enten som patient eller pårørende. Det er derfor, at vi har prioriteret en stor del af reserven til at styrke demensindsatserne, siger Magnus Heunicke.

Han understreger, at beløbet i øvrigt skal ses i sammenhæng med økonomiaftalerne med regionerne og kommunerne, der løfter økonomien med henholdsvis 1,5 milliarder kroner og 2,2 milliarder kroner, der også kan komme demensramte og deres pårørende til gavn.

Det er Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Alternativet og Liberal Alliance har indgået aftale om fordeling af reserven til social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet.

FAKTA – Disse initiativer får penge i den nye aftale:

Reserven på i alt 738 millioner kroner afløser den nedlagte Satspulje og bruges på initiativer, der gør en forskel for udsatte mennesker i Danmark på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet.

Få et overblik over, hvilke initiativer på sundheds- og ældreområdet der får penge:

  • Døgnåbning af Livslinjen: 8 mio. kr. i perioden 2020-2023
  • Opfølgning på demenshandlingsplan 2025: 244,4 mio. kr. i perioden 2020-2023
  • Opfølgning på fasttilknyttede læger på plejecentre: 20 mio. kr. i perioden 2020-2023
  • Videreførelse af Det Nationale Sorgcenter: 8 mio. kr. i perioden 2020-2023
  • Pulje til mere hjemlighed på plejehjem: 20,3 mio. kr. i perioden 2020-2023
  • Supplerende finansiering til at fjerne aldersloftet for tilskud til psykologibehandling af angst: 1,2 mio. kr. årligt
  • Supplerende finansiering til udarbejdelse af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner: 13,6 mio. kr. årligt
  • Opfølgning på demensboligpuljen: 8 mio. kr. i 2020
  • I alt til sundheds- og ældreområdet: Cirka 367 mio. kr. i perioden 2020-2023
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081