23948sdkhjf

Regionshospital bruger for mange penge: Flere ansatte mister jobbet

Lige nu bliver der talt på fingre og den store kugleramme, for at få økonomien på Regionshospitalet med hovedsæde i Hjørring til at balancere.

Merforbruget ser ud til at ende på mellem 10 og 15 millioner kroner, når året er omme.

Udover at se på øjeblikkelige besparelser, kigger ledelsen også på, hvordan man kommer til at overholde budgettet for det kommende år.

- Vi skal sikre, at vi kommer i balance, når vi går ind i det nye år, siger Henrik Larsen, der er hospitalsdirektør på Regionshospital Nordjylland.

Der bliver kigget på flere ting, siger han, også på personalet.

- Det er alvorligt, når regionsrådet påpeger, at der er flere ansatte end der er økonomi til, og derfor er vi nødt til at se på personaleudviklingen og antal stillinger, siger han.

Håber på naturlig afgang
For at få balance i udgifterne til personale skal Regionshospitalet ned på det antal ansatte, der var ved indgangen til 2016.

Dermed er resultatet på bundlinjen, at der i dag er cirka 50 flere stillinger end budgettet kan klare.

Hvor mange fyringer det eventuelt kan betyde, er ledelsen ved at finde ud af.

- Der er noget, der kan reguleres igennem vagter, valgtillæg og lignende. Herudover skal vi se på, hvor mange stillinger, der kan nedlægges ved naturlig afgang, når ansatte går på pension eller skrifter til andre stillinger, siger Henrik Larsen.

- Herefter skal vi så vurdere, om det bliver nødvendigt at afskedige folk, tilføjer han.

Direktøren fortæller, at der er indkaldt til møde i sygehusets samarbejdsudvalg 2. december, og en uge senere er der møde i regionens forretningsudvalg og medarbejderudvalg.

- Vi fremlægger den endelige plan for vores tillidsfolk og politikerne, før vi er klar til at melde noget endelig ud, siger Henrik Larsen.

Regionshospitalet har cirka 1700 ansatte fordelt på hovedsædet i Hjørring samt afdelingerne i Skagen, Frederikshavn og Brønderslev.

Ifølge økonomirapporten forventer Aalborg Universitetshospital at ende i balance med årets regnskab.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095