23948sdkhjf

Ældre Sagens direktør: Rystende få konkrete initiativer i finanslov

Mens børn er blevet tilgodeset i finansloven for 2020 med minimumsnormeringer i daginstitutionerne, har regeringen og de øvrige partier bag aftalen til gengæld svigtet deres bedste- og oldeforældre.

Sådan lyder det fra Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, der efterlyser flere plejeboliger og bedre hjemmehjælp.

- Det ryster os, at der i finansloven er så få konkrete initiativer, der hjælper svækkede ældre. Ældreområdet er blevet stedmoderligt behandlet, siger Bjarne Hastrup.

- Der er 73.000 ældre, der sidder i deres eget hjem helt uden hjælp, og vi står i de næste ti år og mangler 25.000 plejeboliger.

- Samtidig er der ikke lyttet til vores bøn om, at der kommer minimumsstandarder for hjemmehjælp og plejehjem, siger Bjarne Hastrup.

Han mener, at regeringen og de øvrige partier bag finansloven, SF, De Radikale, Enhedslisten og Alternativet, ikke forstår, at der er brug for en markant opretning af ældreplejen.

Han mener, at den tidligere regering og Dansk Folkeparti i langt højere grad huskede ældre i de tidligere års finanslove.

I økonomiaftalen for 2020, der blev indgået mellem kommunerne og regeringen i september, er der ellers afsat 1,7 milliarder kroner ekstra til næste år.

Problemet med den aftale er ifølge Bjarne Hastrup, at kommunerne ikke nødvendigvis prioriterer ældreområdet.

For eksempel har 23 kommuner for næste år droppet den klippekortordning, der giver svage ældre en halv times ekstra hjælp om ugen, som kan gå til alt fra gåture til et besøg på biblioteket.

- Det her betyder, at der er ældre på plejehjem og i eget hjem, der næste år vil opleve en utilstrækkelig behandling. Det rammer svækkede ældre hårdt, siger Bjarne Hastrup.

Ældre Sagen kan dog finde enkelte lyspunkter - herunder en plan om at ansatte 1000 nye sygeplejersker.

Finansloven for 2020 indeholder dog 125 millioner kroner, der skal gå til at styrke ældreplejen gennem en forsøgsordning i en række kommuner.

Pengene skal gå til at se på, hvordan man kan få mere tid til den enkelte ældre - for eksempel ved at fjerne unødvendigt papirarbejde.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126