23948sdkhjf

Terapeuter klapper i hænderne over ny gangrobot

En intelligent gangrobot skridter gange af på Sygehus Sønderjylland. Det er første gang, det sker på et dansk sygehus.

Robotten er taget i brug for at imødekomme et behov for tidlig træning, som er så vigtig for patienter med forringet gangfunktion.

Gangrobotten adskiller sig fra andre løsninger ved at kunne aflæse patientens ønsker for gang og bevægelse, hvorefter den via egen fremdrift understøtter patientens egen gangfunktion. 

- Jeg skulle godt nok lige vænne mig til, at den faktisk fulgte med, og stole på, at den ville gribe mig, hvis jeg faldt, men efter lidt tid gik det faktisk som en leg, fortæller patienten Carsten Frederichsen i en pressemeddelelse.

Patienten kan med hjælp fra robotten fokusere på gangunderlaget frem for at skulle huske at skubbe eller trække et aggregat efter sig.

Otte terapeuter tog robotten i brug sammen med to patienter forleden - og de klapper i hænderne. Terapeuterne er alle certificeret i brugen af gangrobotten.

Det er typisk patienter med hjerneskade eller generelt svækkede patienter, der kan få gavn af robotten.

Hovedfokus på robotten er den øgede bevægelsesfrihed for patienten. Der er tale om et mobilt system, der aktivt følger patientens mindste bevægelse gang. Vil patienten lige frem, understøtter robotten det. Hvis patienten vil dreje, understøtter robotten det – helt automatisk. Det giver patienten en helt anden frihed og bevægemulighed under gangtræningen. Ikke mindst vil de føle en høj grad af selvstændighed og kontrol uden risiko for fald.

- Det er virkeligt godt for patienterne, at de kan komme op og gå for på den måde at kunne genvinde de evner, de havde, før de blev syge. Det kan robotten her hjælpe med, så det giver en god værdi for vores patienter, siger fysioterapeut Nanna Meldgård efter dagens første træning.

Der er også en øget sikkerhed, og patienten kan i princippet træne selv uden at der er en terapeut lige ved siden af. Hvis patienten snubler, vil han blot hænge i selen, og indbyggede faldsensorer vil øjeblikkeligt stoppe gangrobotten. Når patienten er klar, kan vedkommende blot strække benene igen og begynde at gå videre. Der vil dog altid være en terapeut i samme rum som robotten, så der hele tiden er opsyn med træningen.

Ydermere er der kollisionssensorer i alle fire hjørner af nederdelen, så robotten også stopper, hvis patienten er ved at gå ind i et eller andet.

For personalet på sygehuset har robotten også den fordel, at de ikke risikerer rygskader som følge af fald eller skub fra patienterne. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08