23948sdkhjf

Ingen rød tråd i normering på plejehjem

Der er umiddelbart ingen rød tråd i de forskelle, der er på normering på landets plejehjem. Tværtom antydes det, at de store forskelle virker tilfældige. Det skriver FOA og Ældre Sagen i en pressemeddelelse her til morgen.

VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd har offentliggjort en ny undersøgelse, der viser, at antallet af nattevagter kan variere med mere end 400 procent, nemlig fra otte beboere pr. medarbejder til 41 beboere pr. medarbejder både hverdag og weekend.

Undersøgelsen viser også, at forskellen er 300 procent på aftenvagter (fra 2,7 beboere til 11 beboere pr. medarbejder i hverdagene), og på dagvagter er forskellen 200 procent, fra 1,4 beboere til 4,2 beboere pr. medarbejder i hverdagene.

"De store forskelle i normeringer kan kun i meget begrænset omfang forklares af forskelle i beboersammensætning", lyder det i rapporten.

Det er Ældre Sagen og FOA, der har bedt VIVE sammenligne resultaterne fra en lignende undersøgelse i 2017 med den nye undersøgelse fra 2019.

Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup er vred:
- Vi har fået bekræftet vores bange anelser. En så markant form for ulighed er ikke værdigt i et velfærdssamfund. Tværtimod. Den er beviset på, at plejehjemsområdet har brug for et 360 graders eftersyn, siger han.
- Vi kræver nationale standarder, som gør, at plejen er ens uanset, hvor vi bor. Folk skal føle, at de har noget at holde sig til. Det har de ikke i øjeblikket. Og det skal ikke være vores postnummer eller tilfældigheder, der afgør, hvilken hjælp og omsorg, vi kan få.
I FOA er formand for Social-og Sundhedssektoren, Torben Klitmøller Hollmann heller ikke overrasket.
- Der er sket en udvikling over de seneste år, hvor ældre borgere skal blive længere i eget hjem, inden de kan komme på plejecenter. Det betyder, at beboerne på plejecentrene har langt mere behov for pleje, omsorg og egentlig sygepleje end førhen. Der er tale om langt mere udfordrede borgere end tidligere, som ofte er ramt af flere sygdomme samtidig og det kræver, at man normeringsmæssigt er nok til de mange opgaver, siger Torben K.Hollmann.

Antallet af plejehjem var på undersøgelsestidspunktet 915.
Spørgeskemaet blev udsendt elektronisk til lederne af plejehjemmene i efteråret 2019.
Der blev opnået samlet besvarelse på 48 pct. Bortfaldsanalysen viser, at undersøgelsen som helhed er repræsentativ.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109