23948sdkhjf

Dødsbrand på plejehjem: Politiet har lukket sagen igen

Østjyllands Politi har efter godt en måneds efterforskning på ny lukket sagen om plejehjemsbranden i Allingåbro på Djursland, hvor tre ældre beboere mistede livet 3. august 2018.

Det bekræfter advokaturchef ved Østjyllands Politi, Jacob Balsgaard, til TV2 ØSTJYLLAND.

- Der er ikke nogen, der er sigtet eller vil blive tiltalt på nuværende tidspunkt, siger han og uddyber:

- Vi har lavet yderligere undersøgelser og forelagt sagen på ny for udestående myndigheder. Vi har taget en samlet vurdering af, hvorvidt der kan placeres et strafferetligt ansvar i sagen, og det har vi vurderet, at der ikke er grundlag for.

Dermed er der sat et endeligt punktum rent efterforskningsmæssigt for en af danmarkshistoriens største plejehjemsbrande.

Sagen blev genåbnet november 2019, efter at Bjørn M. Sørensen havde rejst sagen ved statsadvokaten i Viborg.

Branden opstod i hans mors, Inger-Lis Madsen, lejlighed på plejehjemmet Farsøhthus. Han mente, der var mange åbne spørgsmål, som ikke var besvaret i politiets første efterforskning af sagen.

Den kritik lyttede statsadvokaten til og bad Østjyllands Politi se på sagen igen og fremlægge sagen for blandt andet Beredskabsstyrelsen og Trafik- Bygge og Boligstyrelsen.

Det har Østjyllands Politi gjort og samtidig afhørt en række vidner, som overværede branden og yderligere afhørt en række ansatte.

Det viser den nyeste afgørelse fra Østjyllands Politi, som TV2 ØSTJYLLAND har set. Konklusionen er dog stadig den samme som ved første efterforskning, og sagen er dermed lukket igen.

Selvom politiet nu igen lukker sagen, sidder sønnen Bjørn M. Sørensen stadig tilbage med en række spørgsmål.

- For mig at se er der stadig tvivl om, hvornår min mor fik sin sidste smøg den dag, og hvilke instrukser personalet havde i forhold til hendes rygning, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Og så forstår jeg stadig heller ikke, hvorfor det ikke kan være ulovligt, at stedet ikke havde et sprinkleranlæg.

Kort efter branden viste det sig, at plejehjemmet ikke havde et sprinkleranlæg, men at det som sådan ikke er ulovligt, fordi brandmyndigheden havde tildelt en dispensation tilbage i 1997.

Begrundelsen har været, at brandstationen ligger meget tæt på plejehjemmet.

Hos Norddjurs Kommune er beskeden om, at efterforskningen er stoppet og sagen droppet ”noteret med tilfredshed”, forklarer formanden for omsorgs- og plejeudvalget Lars Møller (Soc. Dem.)

- Det giver noget ro for de ansatte på plejehjemmet, at efterforskningen nu er slut, men det er selvfølgelig ikke noget som fjerner sorgen for dem, som har mistet deres kære i branden, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Kilde: https://www.tv2ostjylland.dk/norddjurs/d...

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094