23948sdkhjf

Corona-smitte på plejehjem i Aarhus

(Opdateret kl. 10:40)

En medarbejder fra Aarhus Kommune er testet positiv for COVID-19. Det betyder, at alle beboere på plejehjemmet er i karantæne og skal testes for virussen.

Virussen er fundet hos en medarbejder på Plejehjemmet Hørgården i Aarhus Nord, der tirsdag blev testet positiv. Vedkommende har ikke været ude at rejse og er formentlig smittet af en mødedeltager i andet regi.

- Straks vi blev vidende om det, kontaktede vi den fælles myndighedshotline og satte flere ting i værk for at sikre vores beboere og medarbejdere, siger Vibeke Dahmen, viceområdechef, Område Nord.

- Det er en fast nattevagt, som har været på arbejde flere nætter, hvor vedkommende kan have bragt smitte med sig til beboerne. Derfor er alle beboere på plejehjemmet kommet i hjemmekarantæne i egen bolig. Styrelsen for Patientsikkerhed har været til stede på plejehjemmet og har meldt tilbage, at plejehjemmets plan for foreløbige tiltag er god, siger hun.

Der er etableret samarbejde med Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, og beboerne bliver testet for smitte, og plejehjemslægen lægger en individuel behandlingsplan. Der er i skrivende stund endnu ingen testresultater.

Medarbejdere med symptomer er blevet orienteret om at blive hjemme og kontakte egen læge.

De er desuden blevet opfordret til at undgå fysisk kontakt med familiemedlemmer derhjemme, indtil der er nyt, skriver kommunen.

- Alle pårørende er blevet kontaktet omgående og opfordret til ikke at aflægge besøg hos beboerne grundet mistanke om coronavirus, og det gælder også for alle andre aftaler beboerne har, såsom frisør og fodterapeut, siger Vibeke Dahmen.

- Indsatsen for at mindske risikoen for smittespredning på plejehjemmet er grundig hygiejne, afspritning og brug af værnemidler til medarbejdere.

- Medarbejderne på Hørgården bliver samtidig opfordret til ikke at være i tæt fysisk kontakt med deres familie derhjemme, indtil vi ved mere, siger Vibeke Dahmen i en pressemeddelelse.

Artiklen er en del af temaet COVID-19.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078