23948sdkhjf

V vil skrotte SU-fribeløb for sundhedsstuderende under udbrud

Venstre vil lade de studerende på sundhedsfaglige uddannelser, som har meldt sig til at arbejde under coronaudbruddet, tjene penge ved siden af studiet uden at risikere at blive trukket i SU.

Med et ændringsforslag til hasteloven, som skal give studerende mulighed for at tage to måneders ekstra SU-lån, vil Venstre fjerne fribeløbsgrænsen for blandt andet medicinstuderende og sygeplejestuderende.

- En række af de studerende vil komme i en situation, hvor de skal tilbagebetale deres SU-stipendium. Og det synes vi bare ikke er rimeligt, siger Venstres uddannelsesordfører, Ulla Tørnæs.

Alle fem regioner har oprettet en coronajobbank. Her kan pensionerede læger og studerende inden for sundhedssektoren stille sig til rådighed under coronaberedskabet.

Venstre ser helst, at fribeløbsgrænsen for studerende på sundhedsuddannelserne fjernes helt. Alternativt mener Venstre, at beløbet skal hæves midlertidigt for alle studerende.

Den enkelte studerendes årsfribeløb afhænger af, hvor mange måneders SU eller slutlån vedkommende får i løbet af året.

- Vi har brug for den her kvalificerede arbejdskraft i en kritisk situation, siger Ulla Tørnæs.

Dansk Folkeparti bakker entydigt op om Venstres ændringsforslag.

- Det er jo åbenlyst, at i den situation, vi er i, skal vi have alt den hjælp ind, vi kan. I det omfang, at studerende har mulighed for at byde sig til, så skal de jo ikke straffes for at hjælpe, siger Jens Henrik Thulesen Dahl, partiets uddannelsesordfører.

Hasteloven er en del af den hjælpepakke, som et samlet Folketing præsenterede torsdag i sidste uge.

Hasteloven bliver førstebehandlet i Folketingssalen tirsdag.

Når den med stor sandsynlighed bliver vedtaget torsdag, vil studerende på videregående uddannelser og elever på ungdomsuddannelser i marts og april have ret til at optage ekstra SU-lån op til 6388 kroner per måned, ud over de muligheder der allerede er.

Tiltaget forlænges, hvis situationen kræver det, oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Kilde: /ritzau/

Artiklen er en del af temaet COVID-19.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062