23948sdkhjf

Kurt står klar: Hvis de ringer om en halv time, tager jeg afsted

Indtil videre har cirka 200 personer tilmeldt sig den jobbank, som Aalborg Kommune har etableret under corona-epidemien for at have ekstra arbejdskraft til rådighed på ældre- og handicapforvaltningens område.

- Det er vores kommunikationsfolk ikke tilfredse med, men jeg synes egentlig, at det var ret pænt, men måske ikke sammenlignet med regionen,siger direktør i ældre- og handicapforvaltningen, Jan Nielsen med henvisning til, at Region Nordjyllands jobban fik 1.300 tilmeldte efter blot et døgn.

Kommunen har søgt efter folk med socialfaglig og sundhedsfaglig baggrund, og det kan eksempelvis være pensionerede socialpædagoger og læger, tidligere sygeplejersker, medicin- og sygeplejerskestuderende, SOSU-medarbejdere eller sundhedspersonale på orlov fra faget. Nu forsøger kommunen igen.

Kurt er klar
Fysioterapeut Kurt Madsen fra Nørresundby er en af de 200 personer, der har tilmeldt sig Aalborg Kommunes jobbank.

- Jeg er uddannet indenfor sundhedsvæsenet, så hvis der er behov for min hjælp uanset hvad, så vil jeg hjælpe. Det er sådan jeg har det. Den anden ting er, at på grund af den praktiske erfaring, som jeg har både fra kommunal, regional og nu privat regi, så jeg synes, at jeg kan komme med nogle kompetencer. Måske ikke på personlig pleje, men jeg kan da komme med noget hjælp i den udstrækning de mener, at de kan bruge mig, siger Kurt Madsen, der er daglig leder af ProTreatment Nørresundby.

Klinik lukket
Klinikken er lukket ned på grund i øjeblikket på grund af corona-epidemien.

- Vi er i lockdown, og det betyder, at vores klinikker er fuldstændig lukkede. Jeg er en, der er vant til gerne at ville lave noget, så jeg bliver rastløs, når jeg ikke får lov at lave noget.

56-årige Kurt Madsen har da også både meldt sig til Aalborg Kommunes jobbank men også Region Nordjyllands jobbank. Han har allerede fået tilsendt noget e-learning fra Danske Fysioterapeuter og er i gang med det fjerde og sidste modul.

Kursus
- Vi får alt at vide om, hvordan vi skal håndtere det i forhold til hygiejne og omgang med patienter og andre. Når jeg har været igennem alle fire moduler, føler jeg, at jeg er klar, bortset fra at jeg måske skal have en dag elle to med oplæring alt efter, hvor man skal bruges henne, siger Kurt Madsen, der også tidligere har arbejdet som portør.

Han er klar, hvis telefonen ringer.

- Hvis de ringer om en halv time, tager jeg afsted.

Kurt Madsen har tænkt over risikoen.

- Det har jeg selvfølgelig, der er en smitterisiko for alle, der arbejder med det. Men der er også en smitterisiko i samfundet. Men et af modulerne går også på, hvordan man beskytter sig selv og andre med værnemidler.

Han er helt afklaret med situationen.

- Jeg er helt afklaret med, at jeg risikerer at blive smittet, men så føler jeg også, at jeg har så stærkt et immunforsvar, at jeg kommer stærkt tilbage, hvis det skulle ske.

Udover at følge corona-situationen i Danmark, så følger han i øvrigt også med i, hvordan udviklingen er i New York, hvor han har en højgravid datter.

Kommune forsøger igen
Nu vil Aalborg Kommune forsøge at få flere personer med i den kommunale jobbank.

- Vi går i kampagnemode igen for at se om vi ikke kan tiltrække flere. Vi skal selvfølgelig passe på, at vi ikke konkurrerer med hinanden, men det koordinerer vi selvfølgelig med regionen og de andre kommuner. Vi vil gerne have flere i vores jobbank end de små 200, der er på nuværende tidspunkt, siger Jan Nielsen.

Folk fra det private
Kommunen er ved at analysere på, hvorfra de tilmeldte reserver kommer fra.

- Der kommer folk fra det private ind i jobbanken, og det er pensionerede indenfor de her fag.

Kommunen er dog meget åben overfor alle faggrupper. Hvor mange der er behov for i corona-jobbanken, har direktøren ikke et præcist måltal på.

Usikre scenarier
- Det er rigtigt svært at sige for de scenarier, som vi opererer med er præget af en vis usikkerhed.

Det handler om at få fyldt jobbanken, inden epidemien topper og man kan overskue sidemandsoplæringen. Det kan altså blive nødvendigt at indkalde pædagoger, som NORDJYSKE Medier også omtalte forleden.

- Vi har cirka små 1000 pædagoger, som er blevet hjemsendt. Mange af dem kan vi ved omskoling bruge i vores botilbud.

Men i første omgang satser forvaltningen ifølge direktøren på hjemsendte medarbejdere fra andre forvaltninger med de relevante faglige uddannelser og for dem klar til at træde ind på posterne.

- Som enten er sundhedsplejersker, sygeplejersker, terapeuter eller psykologer. Allerede på mandag starter vi et forløb op i forhold til de tre første kategorier for familie- og beskæftigelsesforvaltningen, hvor de kommer på sidemandsoplæring. De får noget at vide om værnemidler og hygiejne, og de ting som er nødvendige for, at man kan agere i vores system.

Alle jobbankens tilmeldte får tilbudt en introduktion og kort uddannelse - så de kan varetage opgaverne med sikkerhed for sig selv og borgerne

Forvaltningen har også en del hjemsendte medarbejdere i kommunen at trække på.

Ældre- og handicapforvaltningen er den forvaltning, hvorfra færrest ansatte er sendt hjem, og derfor kører mest normalt.

Pænt ro på
- Det kan godt være svært, når man kigger ud i sin organisation i dag, så er der pænt ro på, så vi planlægger efter noget, som vi ikke ved, hvad er, og det er det svære her.

De medarbejdere fra forvaltningen, der er sendt hjem, har været på et kursus, så de er klar til at træde til, hvis det er nødvendigt.

- Og de er i et vist omfang trådt ind for at afløse. Mange har funktioner, som de ikke havde før, eller er klar til at træde ind på de funktioner.

Stigende sygefravær
Ældre- og handicapforvaltningen er blevet også ramt et stigende sygefravær under corona-epidemien.

- Det er ikke sådan, at det er alarmerende, og det er også sådan, at vi kan se, at det er ved at falde igen. Ligesom du og jeg har en frygt for, hvad vi står overfor, så har vores medarbejdere en endnu større frygt, fordi det er tæt på, for der er en uro og en nervøsitet i forhold til at skulle håndtere potentielt syge borgere.

I dag kan man levere den service, som man er forpligtet til.

- Vi har ikke skåret end på nogle af vores servicefunktioner.

Artiklen er en del af temaet COVID-19.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.07