23948sdkhjf

DTU er snart klar med 10.000 lyntest for coronavirus om ugen

Forskere arbejder på at udvikle lyntest, der på en halv time kan afklare, om man er smittet med coronavirus.

Danmarks Tekniske Universitet (DTU) er snart klar med en lyntest, som på en halv time kan afklare, om en person er smittet med coronavirus.

Det skriver dagbladet Politiken.

Den nye hurtigtest vil betyde, at der kan foretages tusindvis af test på kort tid.

- Det er ambitiøst, men også realistisk, at vi kan være klar med 10.000 test om ugen i løbet af meget kort tid. Det vil sige cirka en uge efter påske, siger professor Anders Wolff fra DTU Bioengineering til avisen.

Regionerne har de seneste dage nået et delmål om at teste 5000 personer i døgnet.

Torsdag var tallet 5734, og fredag steg det til 5999 coronatest.

Men sundhedsmyndighederne har endnu højere ambitioner og vil gerne have antallet af test op på 15.000 i døgnet efter påske.

Det mål kan det nye værktøj fra DTU formentlig hjælpe med at realisere.

DTU har udviklet lyntesten med støtte fra regeringens hastepulje til coronarelateret forskning.

De første resultater tegner lovende, og nu handler det ifølge professoren om at levere 1000 af de chips, som sidder inde i testinstrumenterne.

- Vores teknologi kan i første omgang bruges til at teste sundhedspersonalet på hospitalerne og personale og beboere på plejehjem.

- Vi forestiller os også, at testen kan bruges til at teste borgere i telte på parkeringspladser uden for hospitalerne, så man ikke får smitten ind, siger Anders Wolff.

Idéen til den nye test kommer fra udviklingen af et apparat, der på under en time kan tjekke, om der er salmonella eller fugleinfluenza i fjerkræ- og fødevareproduktion.

Det nye værktøj er blevet afprøvet på 120 coronaprøver på Vejle Sygehus for at se, om der er overensstemmelse i forhold til prøvesvar.

Det har ifølge Anders Wolff vist sig at være tilfældet i over 97 procent af testresultaterne.

Torsdag i sidste uge trådte nye kriterier for test i kraft. Det betyder, at også personer med milde symptomer på coronavirus kan blive testet.

Tidligere var test forbeholdt personer med svære symptomer.

Kilde: /ritzau/

Artiklen er en del af temaet COVID-19.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078