23948sdkhjf

Plejehjem får straks ny forstander efter massiv kritik

Plejehjemmet Kongsgården får ny forstander efter kritik fra pårørende. Hun hedder Susanne E. Larsen. Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse i dag.

"Pårørendes dårlige oplevelser med Plejehjemmet Kongsgården er en af årsagerne til, at der bliver skiftet ud i ledelsen af plejehjemmet. Nuværende forstander bliver flyttet til andre opgaver i Sundhed og Omsorg og en mere erfaren leder bliver udpeget til at sikre videreførelse af en igangsat handlingsplan," lyder det fra kommunen.

Rådmand Jette Skive oplyser, at pårørende er kommet med eksempler på dårlig pleje og omsorg, som hun ikke kan acceptere.

- Der er allerede sket mange forbedringer på Kongsgården, men i mine øjne er vi langt fra i mål. Der skal endnu mere tryk på kulturforandringen. Det er helt afgørende, at der bliver genskabt tillid til forholdene på plejehjemmet, siger Jette Skive.

Det seneste år er der ifølge Skive sket "mange gode tiltag på Plejehjemmet Kongsgården".

- Beboertilfredsheden er steget, der er kommet bedre tilsynsrapporter, sygefraværet er faldet og økonomien er i plus. Men det er jo ikke nok, og det kan ikke gå hurtigt nok med at få ændret på kulturen. Der skal ikke sås tvivl om den pleje og omsorg, ældre, svage borgere kan få på plejehjemmene i Aarhus. Derfor er jeg tilfreds med, at vi udpeger en ny, erfaren forstander, der skal føre plejehjemmet i mål, siger Jette Skive.

Susanne E. Larsen skal sammen med direktionen for Område Viby-Højbjerg sikre videreførelse af den igangsatte handlingsplan. Den nye forstander får ligeledes til opgave at medvirke til, at der blandt medarbejderne på Kongsgården skabes den nødvendige læring af forløbet og den kritik, som er fremført fra flere pårørende til nuværende og tidligere beboere på plejehjemmet.

Susanne E. Larsen er sygeplejerskeuddannet og har været leder i Aarhus Kommunes ældrepleje siden 2012 og forinden 16 år i Københavnsområdet. Susanne E. Larsen har blandt andet arbejdet som teamleder, viceområdechef og leder af sundhedsenhed.

Lokale medier i Aarhus har den seneste tid blandt skrevet om manglende bleskift, fejlmedicinering og omsorgssvigt på Kongsgaården.

Det var også på Kongsgården, TV2 i oktober sidste år optog ansatte med skjult kamera og senere blev anmeldt til politiet. En sag FOA blandt andet skrev om.

Politiet afviste dog at efterforske sagen.

Artiklen er en del af temaet COVID-19.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109