23948sdkhjf

Oppositionen: Regeringen smøler med coronahjælp til ældre

Regeringen har smølet med at fremskaffe notater, som skal bruges af partierne i forhandlinger om at sikre hjælp til ældre under coronakrisen.

Sådan lyder det i en kritik fra de tre største oppositionspartier forud for forhandlinger med sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) tirsdag klokken 17.

Før forhandlingerne savner Venstre svar fra regeringen på, hvilke anbefalinger sundhedsmyndighederne har, inden man forhandler hjælpepakke og gradvis genåbning på for eksempel plejehjem.

- Vi har efterspurgt et notat, lige siden vi (mandag i sidste uge, red.) indledte forhandlinger hos socialminister Astrid Krag (S), hvor vi i begyndelsen troede, at vi skulle forhandle ældreområdet.

- Et notat, der beskriver, hvad der reelt kan lade sig gøre inden for en forsvarlig sundhedsfaglig ramme, siger ældreordfører Jane Heitmann (V).

Hun kalder det "bekymrende", at partierne endnu ikke har fået et oplæg at diskutere ud fra.

Venstre ønsker i lighed med andre partier blandt andet at hjælpe ensomme ældre, hvad enten de sidder på plejehjem eller bor i egen bolig.

Forhandlingerne om ældre hørte oprindeligt under de forhandlinger, der foregik i sidste uge, og som også omfattede blandt andre udsatte børn, hjemløse og mennesker med handicap.

De forhandlinger resulterede lørdag i en aftale med hjælp på 215 millioner kroner til disse grupper.

Forinden var ældreområdet dog blevet udskilt fra forhandlingerne og overført til Sundheds- og Ældreministeriet.

Her nåede partierne kun at afholde et enkelt møde i sidste uge.

Dansk Folkepartis ældreordfører, Karina Adsbøl, kalder det "fuldstændig uacceptabelt", at hjælpen til de ældre trækker ud.

- Jeg må ærligt talt sige, at det har været et utroligt forløb, hvor vi har stillet rigtig mange spørgsmål, men ikke har fået mange svar tilbage.

- Det er rigtig ærgerligt, for det haster med at få en hjælpepakke til ældreområdet. Der er rigtig mange, der ikke har fået den hjælp, de skulle have, siger hun.

De Konservatives sundheds- og ældreordfører, Per Larsen, håber også, at partierne snart bliver udstyret med vejledninger, som de kan basere deres indspark i forhandlingerne på.

- Nu har de ældre altså siddet i rigtig lang tid og har ikke haft mulighed for rent fysisk at være i nærheden af deres kære.

- Det skal vi gerne have løsnet op for. Men vi skal have fast grund under fødderne, så vi er sikre på, at det ikke udgør en smitterisiko, siger han.

Enhedslistens sundheds- og ældreordfører, Peder Hvelplund, "har ikke den store kritik i forhold til det rent processuelle".

- Det er klart, at man altid kunne ønske, at tingene foregik hurtigere. Men det afgørende er, at den åbning, der kommer til at foregå, er sundhedsfagligt forsvarlig, siger han.

Peder Hvelplund er tilfreds med, at sundhedsmyndighederne tidligere i april ændrede retningslinjerne, så kommunerne har mulighed for at tillade pårørende at besøge ældre på plejehjem, så længe det foregår udendørs.

Det har blandt andet Aarhus Kommune åbnet for.

Sundheds- og Ældreministeriet oplyser mandag aften til Ritzau, at det er planen, at ordførerne fra de politiske partier på ældreområdet senest omkring midnat natten til tirsdag vil modtage relevante dokumenter til brug i forhandlingerne.

Kilde: /ritzau/

Artiklen er en del af temaet COVID-19.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109