23948sdkhjf

FOA råber op: Plejen mangler stadig værnemidler

Plejeansatte, som er i tæt kontakt med borgerne, skal bære maske eller visir, lyder det i de seneste retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen. Men det sker desværre ikke altid.

Det viser en stor undersøgelse, som er gennemført blandt FOAs medlemmer.

I undersøgelsen fortæller 56 procent af de ansatte indenfor social- og sundhedsområdet, at de inden for den seneste uge har været i tæt ansigtskontakt med borgere uden at bære visir eller maske.

Omtrent hvert tredje FOA-medlem har været i kontakt med COVID-smittede eller borgere med symptomer på smitte. Og af dem har 15 procent inden for den seneste uge været det uden at bruge værnemidler.

Formand for FOAs Social- og Sundhedssektor Torben K. Hollmann er bekymret. Undersøgelsen viser nemlig også, at den manglende brug af værnemidler blandt andet skyldes, at de ansatte ikke har haft adgang til de nødvendige værnemidler.

- Over for os siger KL og regionerne, at der er værnemidler nok i landet. Så må de se at få dem ud til frontlinjen. For det er slet ikke godt nok og dybt uansvarligt over for både borgerne og de ansatte, der risikerer at blive smittet eller sprede smitte, siger han.

Af dem, der har været ved smittede eller borgere med symptomer uden værnemidler, angiver hele 29 procent, at det skyldtes manglen på værnemidler. Og ser man samlet på FOAs medlemsgrupper, er det hele 19 procent, der angiver, at de inden for den seneste uge har oplevet manglende adgang til de værnemidler.

I følge nye retningslinjer fra april skal ansatte på blandt andet plejehjem iføre sig visir eller maske ved ansigt-til-ansigt-kontakt, også hos borgere, der ikke er smittede.

Ud over manglen på værnemidler siger mere end hvert andet FOA-medlem i undersøgelsen, at den manglende brug af værnemidler skyldtes, at de på deres arbejdsplads ikke bruger visir eller maske med mindre, borgeren er smittet med COVID-19 eller har symptomer på sygdommen.

Artiklen er en del af temaet COVID-19.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172