23948sdkhjf

Sosu-skole opruster online og bringer ny uddannelse i spil

SOSU Østjylland offentligør i morgen torsdag det nyeste skud på uddannelsesstammen, nemlig en ny digital SOSU-uddannelse, “Grundforløb 2 SOSU Online”. 

Der er tale om et 20 uger langt grundforløb, der hidtil kun været mulig at gennemføre med fast fremmøde på SOSU Østjyllands afdelinger i Aarhus, Silkeborg og Skanderborg.

Logistik og økonomi kan spille ind, når beslutningen om en ny uddannelse skal tages, og derfor har sosu-skolen besluttet sig for at imødekomme de elever, der kan være udfordret og bo langt væk.

- Onlineundervisningen giver mulighed for at få både logistik, studie, økonomi og privatliv til at gå op i en højere enhed. Det er med andre ord underordnet, om du bor i Risskov, Rudkøbing eller Rønne, har små børn, der skal hentes og bringes eller om du har et deltidsjob eller en fritidsinteresse, der kræver en stor del af din tid. Når du har gennemført uddannelsen, er du klar til at søge ind på et hovedforløb til december 2020 som SOSU-assistent eller -hjælper med elevløn, siger direktør for SOSU Østjylland, Anette Schmidt Laursen.

SOSU Østjylland har i løbet af coronakrisen oprustet onlineundervisningen, og derfor virker det som det rette tidspunkt at søsætte den digitale SOSU-uddannelse, siger chef for efteruddannelse og udvikling, Karen Brix Roed: 

- Mange danskere har i løbet af de seneste to måneder oplevet, hvordan hverdagen også kan se ud. Derfor er vi overbeviste om, at mange vil tage godt imod tilbuddet om at få en fleksibel og attraktiv uddannelse, hvor det økonomiske perspektiv og tilrettelæggelsen af hverdagen er højt prioriteret. Samtidig er det en oplagt mulighed, for eksempelvis ufaglærte inden for plejesektoren, at tage uddannelsen ved siden af deres faste arbejde. 

Der vil kun være enkelte dage med mødepligt på skolen, da dette er nødvendigt for eksempelvis at kunne få certifikatet for brandbekæmpelse og førstehjælp. 

Der vil stadig være mulighed for daglig vejledning fra ansatte på SOSU Østjylland, ligesom der er rig mulighed for at kunne sparre med andre elever online.  

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172