23948sdkhjf

Forskere vil uddanne plejepersonale i terapi med dyr

Besøgshunde er kendte og elskede på mange af landets plejehjem og de seneste to årtier er fænomenet blevet mere og mere udbredt.

Men der mangler en forskningsbaseret efteruddannelse, mener to forskere fra Aalborg Universitet (AAU). De har nu sat sig for at uddanne plejepersonale i dyreassisteret terapi, rehabilitering og pædagogik.

Chalotte Glintborg og Tia Hansen forsker begge i menneske-dyr-psykologi på AAU. 

- I praksis kan professionelle tage en uddannelse om dyr eller om mennesker, men der mangler forskningsbaseret viden om forholdet mellem mennesker og dyr, siger lektor Tia Hansen.

Undersøgelser viser at etablerede behandlingsformer som for eksempel kognitiv terapi virker bedre, når man inddrager dyr, oplyser forskerne, men der findes ingen akkreditering af feltet i Danmark.

- Handlerens rolle er overset, det vil sige indflydelsen fra ridelæreren eller hundeføreren for enden af snoren. I bedste fald screenes hunden eller hesten for, om den er egnet, før den inddrages, men handlerens viden og adfærd er endnu vigtigere. Praktikerne har brug for professionel viden om menneske-dyr-relationer for at kunne praktisere kompetent, siger Chalotte Glintborg. 

Uddannelsesforløbet er rettet mod social- og sundhedsprofessionelle som for eksempel sygeplejersker og fysio- og ergoterapeuter, men også psykologer og pædagoger.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125