23948sdkhjf

Tilsyn har ført til seks påbud i hjemmeplejen

Det var virkelig ikke en heldig dag for hjemmeplejen i Fredensborg, da Styrelsen for Patientsikkerhed i slutningen af 2019 kiggede forbi. Det resulterede nemlig i seks påbud, blandt fordi IT'en i hjemmeplejen brød ned på dagen, og plejen derfor ikke var i stand til at dokumentere, hvornår medicinskemaerne var blevet opdateret.

Det beretter Styrelsen for Patientsikkerhed på sin hjemmeside.

Blandt de seks påbud fandtes fejl med medicinhåndteringen og altså de mangelfulde journaler.

Påbuddene er givet den 2. juni 2020 "om at sikre forsvarlig medicinhåndtering, at gennemføre sygeplejefaglige vurderinger og opfølgning herpå, at sikre tilstrækkelig journalføring, tilstrækkelig rammedelegation, indhentelse af informeret samtykke og udarbejde og implementere visse instrukser."

"Påbuddet kan ophæves, når styrelsen ved et nyt tilsynsbesøg har konstateret, at påbuddet er efterlevet," skriver styrelsen.

Styrelsen for Patientsikkerhed gennemførte den 7. november 2019 et varslet planlagt tilsyn med Fredensborg Hjemmepleje, som var udvalgt ved en tilfældig stikprøve.

Ved tilsynsbesøget konstaterede styrelsen, at der var gennemgående fejl i medicinhåndteringen.

I en ud af tre stikprøver fandt styrelsen medicin, som havde overskredet holdbarhedsdatoen.

"Det er styrelsens opfattelse, at der kan være en risiko for, at patienter bliver behandlet med medicinske produkter, hvor holdbarhedsdatoen er overskredet, hvis det ikke sikres, at disse bliver bortskaffet. Behandling med medicinske produkter, hvor holdbarhedsdatoen er overskredet, rummer en risiko for utilstrækkelig behandling, da produktets virkning kan være ændret eller nedsat, eller virkningen kan være helt fraværende," lyder det fra styrelsen.

I en ud af tre stikprøver fandt styrelsen, at der var ikke aktuel medicin sammen med aktuel medicin.

Styrelsen fandt desuden i en stikprøve, at dispenseret medicin var doseret i æsker, som indeholdt medicin til to dage i en æske, og der var ikke angivelse af ugedage på æsken.

Ved gennemgang af instruks for medicinhåndtering fandt styrelsen, at der manglede beskrivelse af risikosituationslægemidler (blandt andet methotrexat, insulin, AK-behandling).

Styrelsen kunne ved gennemgangen konstatere, at der blev brugt papirskemaer som arbejdsredskaber i patienternes eget hjem, men det fremgik ikke af journalgennemgangen, at der var papirbilag, eller hvad disse indeholdt, oplyser styrelsen desuden.

Der var også kritik af vikarkoder, og at vikarer ikke har haft adgang til journalerne., da vikarerne dermed ikke har mulighed for på tilstrækkelig vis at orientere sig om patienterne, også i forbindelse med akutte opgaver.

På tilsynsdagen den 7. november 2019 var der IT-nedbrud hos Fredensborg Hjemmepleje. Styrelsen konstaterede, at behandlingsstedet ikke havde en procedure for adgang til medicinoplysninger eller dokumentation af medicinhåndtering, når der ikke var adgang til systemet.

Hele sagen kan læses her.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11