23948sdkhjf

Ansatte i Hjørring Kommune oplever chikane-lignende episoder

Ansatte i ældreplejen i Hjørring Kommune har oplevet ubehagelige henvendelser under udbrud af coronavirus.

Flere medarbejdere i ældreplejen i Hjørring Kommune er blevet udsat for episoder "grænsende til chikane".

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Blandt de, der har oplevet ubehagelige episoder, er medarbejdere fra plejehjemmet Vendelbocenteret, som er blevet hårdt ramt af et udbrud af coronavirus.

Eksempelvis er en medarbejder blevet kontaktet af en person i en dagligvarebutik. Her har vedkommende fået besked om, at kommunens medarbejdere ikke havde noget at gøre i butikken.

Derudover har en medarbejder, der tager vagter på Vendelbocenteret, oplevet, at situationen har fået konsekvenser for ægtefællens mulighed for at møde på arbejde.

- Vi er både vrede og skuffede over, at vores medarbejdere får sådan en medfart, lyder det i pressemeddelelsen fra blandt andet borgmester i Hjørring Kommune, Arne Boelt (S).

- Der er jo nogle af de medarbejdere, der har kæmpet og fortsat kæmper en brav kamp, for at udføre de mange ekstra tiltag, der skal stoppe smitten i at brede sig. Det er svære forhold at arbejde under.

Byrådet i Hjørring Kommune roser i pressemeddelelsen de ansatte i kommunen for at yde en stor indsats "på trods af svære arbejdsbetingelser".

På Vendelbocenteret, der ligger i Sindal, er 15 beboere og 32 ansatte blevet testet positive for coronavirus - heraf er tre af de ansatte igen blevet raskmeldt.

En af beboerne er død med coronavirus. Derudover har tre beboere været indlagt - en af dem er efterfølgende blevet udskrevet igen, skriver nordjyske.dk.

Der er i Hjørring Kommune iværksat en lang række tiltag for at begrænse smittespredningen i forbindelse med det igangværende udbrud.

Og der er ifølge kommunen selv tegn på, at tiltagene "har den ønskede effekt".

- De seneste tal fra Statens Serum Institut, som er gjort op på kommuneplan, viser, at der er færre nye smittetilfælde i Hjørring Kommune i denne uge sammenlignet med sidste uge.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141