23948sdkhjf

Politikere beklager forhold på plejehjem

Politikere i Randers kræver handling efter afslørende og uværdige optagelser i dokumentar fra plejehjemmet Huset Nyvang i Randers.

91-årige Niels Christian Nielsen har demens og bor på plejehjemmet Huset Nyvang i Randers.

Efter aftale med alle hans fire børn har TV 2 med skjult kamera undersøgt, hvordan plejen og omsorgen er bag facaden på plejehjemmet. De pårørende orienterede den stærkt demensramte Niels om de skjulte kameraer.

Det er de optagelser, som får politikere i Randers Kommune til at bruge store ord og kræve forandringer i plejesektoren.

- Det er et voldsomt omsorgssvigt – især den sekvens, hvor han har lort i bleen i omkring 9,5 time, og flere gang beder om hjælp, siger Kasper Fuhr, der er medlem af omsorgsudvalget for Velfærdslisten, til TV2 Østjylland.

Episoden, som Kasper Fuhr beskriver, viser, hvordan 91-årige Niels Christian Nielsen fortæller en plejer, at han har lavet i bleen. Plejeren skifter ikke bleen, men serverer i stedet for frokost for ham. Først omkring 10 timer senere får han hjælp af en anden plejer.

Næstformanden for omsorgsudvalget har også set dokumentaren, og også hun er rystet.

- Jeg så udsendelsen sammen med en pårørende. Det er fuldstændig hjerteskærende. DF forlanger en tilbundsgående undersøgelse af hele plejeområdet, siger næstformand Susanne Nielsen (DF), til TV2 Østjylland og tilføjer:

- Vi skal have luget ud i personalet, fordi det er vigtigt, at man som medarbejder skal ville det her arbejde. Det er ikke for tøsedrenge at arbejde på et demensplejehjem.

Kasper Fuhr (VL) kommer med konkrete forslag til politisk handling.

- Vi er i Velfærdslisten i gang med et forslag til, hvordan man kan få 200 flere medarbejdere på fuld tid, og vi vil gerne opfordre til, at kommunen får en ældre- og handicapombudsmand, der kan føre tilsyn og opsyn, når der er brug for det fra pårørende. Ombudsmanden skal være uafhængig af forvaltningen.

- Og så skal der skal investeres 10 millioner kroner mere i efteruddannelse om året.

Føler du et ansvar for de forhold, du ser i dokumentaren?

- Jeg synes, vi har forsøgt at tage det op flere gange i udvalget. Vi har stillet forslag om, at der skulle bevilges flere penge. Jeg mener, at udvalgsformanden og borgmesteren bærer det største ansvar, men jeg har selvfølgelig et ansvar for, at der bliver handlet, siger Kasper Fuhr.

TV 2 tilbød allerede i februar kommunen at se optagelserne fra Huset Nyvang. Det afviste kommunen, ligesom man også afviste at stille op til interview. I stedet anmeldte Randers Kommune TV 2 til politiet for at have optaget med skjult kamera på plejehjemmet.

Derfor er det første gang, at de ansvarlige i kommunen kommenterer de forhold, der afsløres i dokumentaren.

- Det beklager jeg selvfølgelig rigtig meget. Vi går jo ud fra, at der finder værdig pleje sted rundt om på vores plejecentre, siger Fatma Cetinkaya (S), der er 2. viceborgmester og formand for Omsorgsudvalget i Randers Kommune, til TV2.

- Det beklager jeg selvfølgelig rigtig meget. Vi går jo ud fra, at der finder værdig pleje sted rundt om på vores plejecentre, siger Fatma Cetinkaya (S), der er 2. viceborgmester og formand for Omsorgsudvalget i Randers Kommune, til TV2.

Blandt andet har kommunen haft plejefaglige konsulenter og demenskoordinatorer tilknyttet plejecentret for at arbejde med arbejdsgangene, strukturen, kulturen, systematikken og medicineringen, forklarer udvalgsformanden.

Ifølge en undersøgelse, kommunen har fået lavet, viser større tilfredshed blandt både beboere, pårørende og medarbejdere. Men pårørende fortæller til TV 2, at de ikke oplever nogen forskel.

Og arbejdet med at forbedre forholdene er stadig i gang, understreger Fatma Cetinkaya.

- Det betyder rigtig meget for mig, at der er en værdighed i den pleje og omsorg, der foregår på vores plejecentre, og at det foregår på en etisk måde, som vi kan være vores ældre bekendt.

Synes du, det foregår på en etisk måde i dag?

- Det mener jeg bestemt, det gør.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078