23948sdkhjf

Partier klar til at flytte plejehjemstilsyn

Problematisk, at kommuner kontrollerer sig selv. Staten bør overtage, mener politiske partier efter afsløring af omsorgssvigt på plejehjem i Aarhus og Randers.

Den meget omtalte dokumentar, som TV2 viser torsdag efter et ophævet fogedforbud, har rusket op i debatten om ældreplejen.

Programmet afslører med skjulte optagelser omsorgssvigt over for demente beboere på plejehjem i Aarhus og Randers.

Men kommunerne har ifølge Jyllands-Posten tendens til at se mildt på egne plejehjem, når de fører tilsyn.

Det uvildige statslige ældretilsyn under Styrelsen for Patientsikkerhed har ti steder i landet givet påbud til ældreplejen. I seks af sagerne har kommunens tilsyn bedømt forholdene som fine.

Derfor er et politisk flertal parat til at overveje at flytte kommunernes egenkontrol med plejecentre over til staten.

- Vi vil meget gerne se på det, siger Socialdemokratiets ældreordfører, Birgitte Vind.

- Det ser betænkeligt ud. Noget tyder på, at vi skal skrue op for den eksterne kontrol.

Personalet bruger i dag megen tid på dokumentation af arbejdet, siger Birgitte Vind. Den tid går fra den nære pleje.

- Vi vil i S gerne se på, om man kan flytte noget af den selvkontrol væk fra sosu-assistenten, så hun kan koncentrere sig om det, hun er god til: at give nærvær, omsorg og pleje.

TV2’s optagelser viser ifølge Birgitte Vind omsorgssvigt.

- Det kommer bag på mig, at det er så grotesk. Men det kommer ikke bag på mig, at der skal løbes stærkt, og at der er ting, man ikke når i hverdagen, siger S-ordføreren.

Ældreminister Magnus Heunicke (S) vil kortlægge området.

Men er disse problemer ikke så akutte, at de skal løses nu?

- Det er ikke noget, man bare laver et ”quick fix” på. Det er en stor supertanker, vi skal vende. Vi ved, at plejepersonalet mener, de ikke kan gøre deres arbejde godt nok - fordi der er for få hænder til de meget plejekrævende borgere, siger Birgitte Vind.

SF's ordfører, Kirsten Normann Andersen, vil gerne forbedre statens tilsyn.

- Men løsningen er jo ikke bare tilsyn. De forhold, vi ser i dokumentaren, ville man aldrig opdage, uanset hvilket tilsyn man sendte ud. Jeg så hellere, at kommunerne brugte pengene fra deres eget tilsyn på mere personale til de ældre, siger hun.

SF anbefaler teams med faste medarbejdere, der har ansvar for den enkelte borgers ve og vel.

Kirsten Norman Andersen er enig med Torben Hollmann fra fagforbundet FOA, som forklarer omsorgssvigtet med "forråelse blandt personalet".

Det skyldes arbejdspres, som især er politikernes skyld, mener han dog.

Venstres ordfører, Jane Heitmann, vil have "360 graders eftersyn" af ældreområdet. Sagen fra Aarhus er ikke en enlig svale, siger hun.

- Det skriger til himlen, når kommunerne kontrollerer sig selv og giver sig selv en glad smiley, og staten har den fuldstændig modsatte vurdering af et givent plejehjem.

Venstre vil sætte tilsyn og pårørendes klagemuligheder under lup. Eftersynet skal også gælde kompetencer hos ledere og sosu-assistenter på plejecentre.

Karina Adsbøl (DF) vil have uvildige og flere uanmeldte tilsyn samt nationale standarder for normering:

- Ingen nattevagt skal gå alene med 40 beboere. Empati og medmenneskelighed burde være en selvfølge, når man arbejder i pleje- og omsorgsfag, siger hun.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125