23948sdkhjf

Kommentator: Regeringen kan ikke tåle at skuffe på pension til sosu-ansatte

Der er tale om det vigtigste udspil i Socialdemokratiets regeringsperiode, når partiet tirsdag løfter sløret for et forslag om ret til tidlig pension, som første gang blev luftet for næsten 600 dage siden.

Socialdemokratiet er tvunget til at levere en politisk aftale, fordi store dele af valgkampagnen var bundet op på netop pension.

Sådan lyder det fra politisk kommentator Noa Redington.

- Det er et kæmpe, kæmpe udspil. Det helt store spørgsmål er, hvem der kan få mulighed for at gå tidlig på pension, hvordan systemet er indrettet, og hvor stor en ydelse der er tale om.

- Det er det helt store slagnummer i Socialdemokratiets kampagne. Det er ikke bare et løfte, men et ønske om at vende tilbage til noget, partiet var en gang, hvor man arbejder for en bestemt gruppe i befolkningen, siger han.

Regeringen varsler mandag i en kronik i Avisen Danmark, at den tirsdag præsenterer udspillet om retten til tidlig pension.

I kronikken skriver regeringen, at udspillet kan være målrettet dem, som "i en ung alder er startet på landets byggepladser" eller "år efter år har ydet omsorg for de udsatte og ældre".

Regeringens plan er, at der skal være tale om en rettighed, som man kan benytte sig af, uden at læger eller myndigheder skal ind over sagen.

Socialdemokratiet har tidligere sagt, at man vil afsætte tre milliarder kroner til udspillet.

- Det er ikke et beløb, som vil leve op til de forventninger, der er opstået i befolkningen, i forhold til hvem der kan få lov at gå tidligt, siger Noa Redington.

- Til gengæld har det en enorm symbolsk værdi, at man går i den retning efter en årrække, hvor mange ydelser er blevet skåret.

- Det er samtidig det eneste løftebrud, Mette Frederiksen ikke kan tåle, fordi alle kender til det.

- Regeringen er derfor klar til at gå meget langt - og om nødvendigt smide flere penge efter det. For hvis partiet ikke leverer på det, står man med et kæmpe problem, siger han.

De Radikale har som det eneste af regeringens støttepartier stillet sig på bagbenene i forhold til at støtte forslaget.

Derfor skal Socialdemokratiet formentlig finde støtte hos Dansk Folkeparti, hvis forslaget skal stemmes igennem.

- Flertallet er ikke til stede, som det ser ud nu, men det er oplagt, at man finder en løsning med Dansk Folkeparti, som ligger og kæmper om de samme vælgere med Socialdemokratiet, siger Noa Redington.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125