23948sdkhjf

Regioner: Bedre sundhedsvæsen afhænger af nationale tiltag

For at sikre en fortsat udvikling af det danske sundhedsvæsen er der brug for initiativer fra politikerne på Christiansborg.

Det siger Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner, som kommentar til meldingen fra Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen om, at han vil bevare regionerne - men fortsat ønsker en reform af det danske sundhedsvæsen.

- Der er ingen tvivl om, at vi har brug for initiativer - også fra nationalt hold - hvor Christiansborg kommer i arbejdstøjet og er med til at sætte en retning, der kan udvikle vores sundhedsvæsen, siger Stephanie Lose.

Som et eksempel på et initiativ nævner hun indførelsen af en kvalitetsplan for kommunerne. En sådan plan vil ifølge Lose betyde, at flere opgaver kan løftes ensartet uden for sygehusene.

Hun ser også gerne et sundhedsvæsen, der rykker tættere på borgerne. Det kan for eksempel ske ved øget brug af telemedicin og ved at have flere nære sundhedstilbud, hvor man for eksempel udbygger sundhedshuse.

- Så der er brug for, at vi får de nationale initiativer, der skal til, for at vi også udvikler vores sundhedsvæsen i fremtiden, siger Stephanie Lose.

Meldingen fra Jakob Ellemann-Jensen er kommet i et Facebook-opslag lørdag.

I opslaget fortæller Venstre-formanden også, at han ønsker at bevare de fem regioner.

Under forhenværende Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen var der ellers et ønske i partiet om at nedlægge regionerne.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079