23948sdkhjf

Ingen ved, om ældre står forrest i vaccinekø

Der er ingen plan fra sundhedsmyndighederne eller regeringen for, hvem der skal modtage coronavaccine først.

Modsat lande som Norge, Sverige og USA har Danmark fortsat ingen strategi for, hvem der først skal have en vaccine mod corona, når vaccinerne snart er klar.

Det skriver Berlingske.

Det er dermed uvist, om ældre og sårbare står forrest i køen - eller om det er personalet på plejehjemmene eller de læger og sygeplejersker, som behandler coronapatienter.

Behovet for et svar presser sig på, mens coronakrisen igen vokser sig stadig mere alvorlig, og vaccinerne ligner det eneste, der kan standse pandemien.

I et skriftligt svar til avisen skriver Sundhedsministeriet, at "der arbejdes i øjeblikket på et udkast til en vaccinestrategi for vaccination mod covid-19 i Danmark".

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har ikke ønsket at kommentere yderligere.

De første vacciner kan allerede blive sendt til godkendelse inden for få uger. USA's topsundhedsekspert Anthony Fauci forventer, at de første vacciner kan være klar inden årets udgang.

Den manglende plan møder hård kritik fra oppositionen, som frygter en farlig gentagelse af årets fejlslagne uddeling af influenzavacciner.

- Hvis man ikke engang kan håndtere uddelingen af influenzavacciner, hvordan skal det så ikke gå, når coronavaccinerne er klar?

- Det gør mig utryg, og vi mangler en strategi for coronavaccinerne, siger sundhedsordfører Per Larsen (K) til Berlingske.

Han støttes af Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, der efterlyser en gennemarbejdet strategiplan for udbredelsen af vacciner i Danmark.

I Socialdemokratiet er sundhedsordfører Rasmus Horn Langhoff anderledes ubekymret.

Han siger til Berlingske, at han er helt tryg ved at afvente, at der kommer en vaccine og lade de sundhedsfaglige eksperter give deres vurdering af, hvordan vaccinerne skal håndteres.

I Sverige slog sundhedsmyndighederne allerede fast i august, at man forventer, at de første vacciner skal gives til personer over 70 år og personer med underliggende sygdomme, skriver Berlingske.

Kilde: /ritzau/

Artiklen er en del af temaet COVID-19.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093