23948sdkhjf

Hver syvende plejehjem i hovedstaden er ramt af coronatilfælde

Der har de seneste uger været stigende smitte på plejehjem, og særligt plejehjem omkring hovedstaden er ramt. Den seneste uge har der været smittetilfælde på 27 plejehjem i Region Hovedstaden, hvilket svarer til omkring hver syvende. Det viser en opgørelse fra Statens Serum Institut.

Samlet set var der i uge 49 smittetilfælde på 33 plejehjem i Danmark.

De øvrige seks tilfælde den seneste uge på plejehjem er i Region Midtjylland, mens der ikke har været tilfælde i de tre øvrige regioner den seneste uge.

Der blev i alt fundet 110 smittetilfælde på plejehjem. Det er det næsthøjeste på en uge under hele coronapandemien. Det højeste antal var i slutningen af marts og starten af april, hvor der på en uge var 144 tilfælde.

I en lang række kommuner er der indført besøgsrestriktioner eller besøgsforbud på plejehjem. Hvis der er forbud, må beboerne kun få besøg af de nærmeste pårørende i egen bolig på plejehjemmet.

Selv om der er stigende smitte på plejehjem, mener SF, at man skal lempe restriktionerne for besøg op til jul.

Sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen mener, at plejehjemmene i højere grad skal organiseres, så de ældre har et fast hold af ansatte, som plejer dem.

- Der er et paradoks i, at ældre kan møde et virvar af ansatte, men kun må invitere én nærmeste pårørende ind i egen bolig. Jeg synes, at pårørende, venner, familie, besøgsven skal have adgang til at kigge forbi med blomster, chokolade eller en kop kaffe i løbet af julen. Det bør vi kunne bruge de nødvendige ressourcer på, så det kan lykkes på en ordentlig måde, hvor vi ikke pludselig står med rigtig mange ensomme ældre uden livsglæde, siger Kirsten Normann Andersen i en kommentar.

Hun mener samtidig, at man skal overveje et loft over, hvor mange pårørende der må være på besøg på én gang.

Folketingets følgegruppe for coronavirus mødes onsdag formiddag, hvor emnet omkring plejehjem ventes at blive diskuteret.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.117