23948sdkhjf

Ældre på plejehjem får mulighed for flere besøg i egen bolig

Nye regler for plejehjem skal give mulighed for flere og hyggeligere besøg over jul og nytår.

Reglerne for besøg på plejehjem bliver fremover mere fleksible.

Det indebærer, at der bliver mulighed for, at flere besøg kan foregå i den ældres bolig.

Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse torsdag. Ændringen i reglerne træder i kraft med øjeblikkelig virkning.

Hidtil har ældre på plejehjem kunnet få besøg af deres nærmeste pårørende i egen bolig, mens de har kunnet se to yderligere nære pårørende i et besøgsrum.

Men med de nye regler kan flere besøg altså foregå i den ældres bolig.

- Der kan – som i dag – dog kun være to besøgende ad gangen. Der ændres således ikke på, hvor mange der kan komme på besøg. Men der bliver mulighed for, at besøgene kan foregå under mere hyggelige og hjemlige forhold, står der i pressemeddelelsen.

Det oplyses videre, at den ældre ikke behøver at have egen indgang udefra for at blive omfattet de af nye regler.

Det understreges imidlertid, at det er vigtigt, at plejehjemmene sørger for, at besøge bliver gennemført på forsvarlig vis.

Og det er vigtigt, at smitten ikke finder vej til plejehjemmene, påpeger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) i pressemeddelelsen.

- Hvis smitten kommer ind på plejehjem, så kan det gå rigtig, rigtig galt. Cirka en tredjedel af alle covid-19-dødsfald er indtruffet blandt plejehjemsbeboere.

- Derfor er vi nødt til at passe ekstra godt på vores særligt sårbare beboere, samtidig med at vi gerne vil give lidt flere muligheder for besøg henover jul og nytår, indtil alle beboere forhåbentligt meget snart er blevet vaccineret, siger han.

I sidste uge blev der registreret 199 coronatilfælde på landets plejehjem. Det er det højeste antal på en uge under hele coronapandemien.

Det viste en ugentlig opgørelse fra Statens Serum Institut tirsdag.

Det var samtidig også en markant stigning i forhold til ugen forinden, hvor der var 116 coronatilfælde.

Torsdag oplyste Sundhedsstyrelsen, at de første coronavacciner er på vej til Danmark, og at beboere på plejehjem, sårbare ældre og frontpersonale i sundhedsvæsenet vil være de første til at modtage vaccinen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har torsdag sagt, at de første danskere forhåbentligt kan vaccineres før den 27. december.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078