23948sdkhjf

Sundhedspersonale kommer først i køen i testcenter i Parken

Mellem 1200 og 3000 personer kan lyntestes for corona hver time i nyt testcenter, som mandag åbner i Parken.

Sundhedspersonale har førsteprioritet på landets største coronatestcenter, der mandag klokken 09 har slået dørene op i Parken i København.

Det oplyser Copenhagen Medical. Det er en af de fire virksomheder, der har indgået en aftale med sundhedsmyndighederne om at levere i alt 100.000 daglige lyntest på statens regning.

I Parken vil 1200 personer hver time kunne få taget en lyntest, der giver svar inden for 15 minutter. Det vil kunne opjusteres til 3000 i timen, hvis der er behov.

- Vi har masser af plads og er skalerbare. Og så kører vi et digitalt registreringssystem, hvor borgerne får en sms, når de kommer ind, og bagefter får de digitalt testsvar på mobilen, siger Jeppe Handwerk, der er direktør i Copenhagen Medical.

Efter anbefaling fra Sundhedsstyrelsen bliver der oprettet en hurtig indgang for sundheds- og plejepersonale. Det gælder også andre medarbejdere, der løser samfundskritiske opgaver.

Eksempelvis politi, brandvæsen, Forsvaret, beredskab og veteraner, lyder det i pressemeddelelsen.

De hurtige test kaldes antigentest og foretages gennem podning i næsen.

En faglig ekspertgruppe har tidligere slået fast, at antigentest langtfra er lige så sikre som de pcr-test, der bruges i statens testsystem. Derfor skal lyntest kun ses som et supplement.

Det nye testcenter skal ifølge Copenhagen Medical være med til at sikre, at det relevante sundhedspersonale er blevet screenet for coronavirus, inden der skal gives vacciner på landets plejehjem.

- Vores testcenter kan løse testudfordringen for de berørte medarbejdere i Storkøbenhavn på ganske kort tid, under velordnede og professionelle forhold, siger Jeppe Handwerk.

- Ved at stille denne mulighed til rådighed kan vi være med til at sikre, at udrulningen af vaccinationsprogrammet kan komme i gang så hurtigt som muligt.

Personer, der vil benytte sig af den hurtige indgang, kan få adgang fra C-tribunen på Østre Allé ved at bære uniform eller fremvise virksomhedens ID-kort.

Alle andre kan bruge indgangen via Port H ved A-tribunen uden tidsbestilling.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.235