23948sdkhjf

Kommuner ønsker at skære i rengøring i skærpet coronakamp

Kommunernes ældrepleje er så presset, at man bør kunne prioritere velfærdsindsatsen mellem borgerne. Det mener Kommunernes Landsforening (KL).

KL's formand, Jacob Bundsgaard (S), opfordrer derfor regeringen til "i en fart" at genindføre de nødbekendtgørelser på velfærdsområderne, som man også så i foråret.

- Smitten stiger meget kraftigt nu, og vi mærker det ved, at mere og mere personale er syge eller hjemsendt, fordi de afventer testsvar. Vi mærker det også ved, at sygehusene udskriver borgerne endnu hurtigere til behandling og pleje i kommunerne. Samtidig skal kommunerne levere det, vi har været vant til hele efteråret. Det kan ikke blive ved, siger han.

Nødbekendtgørelserne giver blandt andet mulighed for at prioritere personalet til borgere med størst behov. Det kan ske ved eksempelvis at skære ned på mængden af rengøring, genoptræning og andre aktiviteter, som ikke handler om at holde smitten nede.

Regionerne, der råder over sygehusene, har lov til at prioritere ved at skære planlagte operationer fra, og den samme ret ønsker kommunerne. Det fortæller Helsingør Kommunes borgmester, Benedikte Kiær (K).

- Det vil betyde rigtig meget, at vi får lov til at prioritere, fuldstændig ligesom hospitalerne kan ved at aflyse operationer. Det handler ligesom i foråret om, at man kan sikre, at den pleje om omsorg, som vores ældre borgere har behov for, er til stede, siger hun til Ritzau.

Hun nævner specifikt rengøring og genoptræning som områder, der kan nedprioriteres midlertidigt. Det samme gælder andre funktioner, som ikke er relateret til coronavirus.

Kommunerne fik muligheden i foråret, men her blev der ikke behov for at tage bekendtgørelsen i brug, fortæller Benedikte Kiær.

- Vi står i en situation nu, hvor det måske kan blive nødvendigt om få dage, siger hun.

Ved at indføre nødbekendtgørelser for de øvrige velfærdsområder bliver der også mulighed for at indgå aftaler med medarbejdere om, at de kan aflaste på ældreområdet, hvor presset lige nu er meget stort, siger Jacob Bundsgaard.

- Vi skal både holde coronasmitten væk fra ældresektoren, og vi skal kunne sikre, at de ældre, der har behov for det, fortsat kan modtage pleje. Vi skal også kunne sikre, at de kommunale sundhedstilbud, som er kritiske, fortsat fastholdes.

- Det er eksempelvis hjemmesygeplejersken, der giver livsnødvendig medicin, pleje af døende patienter i eget hjem og insulin til sukkersygepatienter. Derfor er kommunerne nødt til at kunne prioritere personalet, siger KL-formanden.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094