23948sdkhjf

Nye supersygehuse overskrider tidsplan med 30 år

Det kniber gevaldigt med at overholde tidsplanen for Danmarks 16 kvalitetsfondsstøttede sygehusbyggerier, skriver Licitationen – Byggeriets Dagblad.

Samlet set er sygehusene forsinket med 30 år eller knap to år i gennemsnit for hvert byggeri, fremgår det af en oversigt i den seneste statusrapport over sygehusbyggerierne fra Sundheds- og Ældreministeriet.

Af de 16 kvalitetsfondsprojekter er fire i dag fuldt taget i brug, mens syv er delvist ibrugtaget, og de resterende fem byggerier er i gang.

Men kun tre af byggerierne har overholdt tidsplanen. Det gælder Det Nye Universitetshospital i Aarhus, Akutmodtagelsen i Slagelse og Aabenraa Sygehus, som alle er stort set færdige og taget i brug.

I den anden ende af skalaen finder man Nyt Hospital Nordsjælland, som i dag er fire år forsinket og nu er sat under skærpet tilsyn af ministeriet. Det nybyggede hospital i Hillerød skulle oprindelig have stået klar i 2020, men det vil ifølge rapporten først ske i 2024.

Universitetshospitalet Køge er ligeledes fire år forsinket og ventes nu først at kunne tages i brug i 2025.

Nyt Odense Universitetshospital, som i december blev ramt af et stort coronaudbrud blandt medarbejderne på byggepladsen, står til tre års forsinkelse og skal efter den seneste tidsplan tages i brug i 2023.

Karin Friis Bach (RV) er formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner. Hun er ikke imponeret over fremdriften i sygehusbyggerierne.

- Der er ingen tvivl om, at der har været alle mulige problemer undervejs. Der har været sager med entreprenørerne og uenigheder med rådgivere, som gør at tingene trækker ud, siger Karin Friis Bach til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Blandt andet er det kommet bag på hende, at der har været så mange ændringer i byggeprojekterne, og at aftaler med entreprenørerne ofte bliver ændret undervejs.

Læs hele artiklen
Sygehusbyggerier er i gennemsnit to år forsinket
på Building Supplys søstermedie Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078