23948sdkhjf

Efter rekorduge falder antallet af coronadødsfald på plejehjem

I sidste uge døde 79 plejehjemsbeboere med coronavirus.

Det er et fald i forhold til uge 2, hvor 109 beboere døde, hvilket var rekord under coronapandemien.

Det viser den ugentlige opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

Samtidig falder smittetilfælde på plejehjemmene også. I sidste uge blev der registreret 152 smittede beboere mod 340 smittede ugen før.

Til gengæld er færre blevet testet. Niveauet er faldet fra 1044 testede beboere til 591 testede i sidste uge.

Mens dødsfald og smittetal ser ud til at have toppet på plejehjemmene, bliver flere og flere af beboerne færdigvaccineret.

Vaccinationstallene fra SSI viser, at 33 procent af plejehjemsbeboerne nu er vaccineret med to stik.

Det svarer til, at 13.299 beboere er færdigvaccineret ud af 39.921 beboere i alt på landets plejehjem.

36.342 beboere svarende til 91 procent har påbegyndt vaccinationsforløb.

I alt er 798 plejehjemsbeboere døde med coronavirus under coronapandemien. Det er 39 procent af det samlede dødstal med virusset i Danmark.

Der er 942 plejehjem i Danmark ifølge Statens Serum Institut. I sidste uge var 70 af dem ramt af smittetilfælde.

Mens smittetilfældene falder på plejehjemmene, falder de også i resten af samfundet.

Tirsdag var der 654 nye smittede ud af 99.107 prøver, hvilket giver en positivprocent på 0,66.

Antal indlagte på sygehusene med covid-19 er ligeledes faldet i tirsdagens opgørelse, hvor 684 patienter nu er indlagt mod 738 dagen før.

Det overordnede kontakttal er dog steget til 0,8 fra 0,7 i sidste uge, mens den britiske variant er i vækst med et kontakttal på 1,07.

Kilde: /ritzau/

Artiklen er en del af temaet COVID-19.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.093