23948sdkhjf

Regioner er "dybt skuffet": SOS International fyres som leverandør af lyntest

Regioner dropper SOS International som udbyder af lyntest efter kritik af underleverandøren Medicals Nordic.

Firmaet SOS International er blevet fyret som leverandør af lyntest til blandt andet ansatte på landets plejecentre.

Det bekræfter Region Midtjylland søndag eftermiddag i en e-mail. Det er den midtjyske region, der på vegne af regionerne har indgået kontrakt med firmaet.

Kontrakten med SOS International opsiges med 30 dages varsel i de fire regioner Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Midtjylland og Region Nordjylland.

SOS International vil fortsætte med at antigenteste med eget personale i opsigelsesperioden i Region Hovedstaden.

Men firmaet Medicals Nordic A/S stopper omgående som underleverandør.

- Regionerne er på vegne af borgerne dybt skuffede over, at SOS International A/S svigter sine forpligtelser, siger koncerndirektør i Region Midtjylland Anders Kjærulff i e-mailen.

Fyringen kommer, efter at de to dagblade Politiken og B.T. har beskrevet lemfældige sikkerheds- og hygiejneforhold på testcentre tilhørende Medicals Nordic.

Politiken har blandt andet beskrevet, hvordan engangshandsker ikke bliver skiftet efter prøvetagning, og at der kun sjældent bliver sprittet af mellem hver test.

B.T. har beskrevet, hvordan Medicals Nordic har tilsidesat loven ved at håndtere borgernes følsomme sundhedsdata over gratistjenesten WhatsApp.

Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, har på den baggrund erklæret, at han har "minimal tillid til SOS International og Medicals Nordic evne og vilje til at rette op på fejlene".

Den radikale sundhedsordfører, Stinus Lindgreen, har også givet udtryk for, at han finder de beskrevne forhold dybt kritisable.

Det bliver nu Falck, der skal overtage opgaven med at lynteste i Region Sjælland, Region Midtjylland og Region Nordjylland.

Det er dog ifølge e-mailen fra Region Midtjylland kun tale om en midlertidige aftale.

I Region Syddanmark fortsætter firmaet Carelink med opgaven.

Falck og Copenhagen Medical tabte for nylig en udbudsrunde hos regionerne om at stå for lyntest efter 1. februar.

De to firmaer blev slået af banen af netop SOS International og Carelink.

Formanden for Kommunernes Landsforening, Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S), kalder det over for TV2 "fornuftigt", at SOS International sættes fra bestillingen.

- Det giver os en mulighed for at lægge teststrategien om. Det har været en svær opgave, som disse virksomheder har været på, fordi det er en så kompliceret logistik, man skal have op at stå, siger han til tv-stationen.

Kilde: /ritzau/

Artiklen er en del af temaet COVID-19.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08